TANKER FRA MASANGA

Så blev bolden kastet videre

2012-02-08T11:52:00.000+01:00

Efter 5½ måned i Sierra Leone – blev det tid til at tage sin afsked.

Vemodigt og samtidig med en følelse af, at det var på tide at komme hjem og se venner og bekendte.

Det har været et fantastisk ophold med mange vidunderlige oplevelser. Det Sierra Leonske folkefærd har så meget at byde på og det har været vildt at møde en hel anden kultur. Til tider har det også skabt en del frustration, men det tager jeg som en læring – som jeg helt sikkert kan gøre brug af herhjemme.

Jeg nåede lige at møde Luise og Andreas, de 2 nye volontører - som I garanteret nok skal høre mere om. Det tyder godt og jeg ønsker dem al det bedste på deres rejse i SL.

Tak fordi I har fulgt med på bloggen, jeg siger farvel og tak og følger ihærdigt med herfra DK, hvor jeg landede i går morges.

Desværre bliver det denne gang til KOLDE KOLDE Knus fra mig

- - Men Luise og Andreas pls send nogle varme fra Masanga J

2012 i Sierra Leone

2012-01-23T17:50:00.000+01:00

Hej læsere, jeg håber I er kommet godt ind i 2012.

Hermed en kort status på tilværelsen i Sierra Leone, hvor kolde vinde fra Sahara stadig giver kølige morgen- og aftenstunder, som Hamarthan-sæsonen foreskriver. Min kære kollega Ashanti holder vejret for tiden, mens han afventer et skæbnesvangert opkald fra en Mr. Curtis, en fortabt søn af Masanga med residens i London, som er ansvarlig for at ordne de sidste papirer. Mest af alt er jeg ængstelig på Ashantis vegne, i disse dage afgøres en væsentlig del af hans fremtid; et Master-diplom fra London kommer rækker langt hernede. I anden række kommer så min personlige aktie i hele foretagende, det forjættede Ibis-job som arvtager på Emerging Issues projektet. Indtil videre er to vigtige tommelfingre vendt opad, så det er udelukkende Ashantis opsigelse der skal sætte skub i tingene.

MECC kører på skinner, 24 begyndere tager ugentligt endnu et skridt ind i computerens fagre verden, og der er kunder i caféen. Januar byder desværre ikke på lærertræning, idet Ibis, som sædvanligvis betaler gildet, endnu ikke har modtaget deres årsbudget. Jeg pusler med nogle ideer til vores materialeudlånsprogram, med lidt stavesjov med Lego.

En gradvis udskiftning i volontørkorpset på hostel i Masanga er i gang, med fire nye ankomster og Vanaja på vej til Danmark. Snart tager også Ditte og Ditte af sted, og måske endda mig selv – det er en meget speciel følelse ikke at have besluttet med sikkerhed om jeg om nogle uger er på vej til Danmark, eller om det hedder Sierra Leone indtil sommer.

Jeg har straks kastet mig over to af de nyankomne, med en plan der foreløbig går under arbejdstitlen CCTT Friendly Furniture. Ideen er sammen at designe et, måske to, møbler, som har særlige funktionaliteter i forhold til de højt besungne CCTT-principper, Child Centered Teaching Technique. Herefter skal møblerne pitches til NGOer som Ibis, Concern, Unicef og Plan, og Masanga-værkstedets medarbejdere skal trænes i at fremstille møblerne, så hospitalet kan skumme fløden når ordrerne naturligvis vælter ind på de mageløse stykker innovation.

Siden sidst har jeg arbejdet lidt på at afdække nogle muligheder for fremtidig husning af MECC, og er indtil videre ganske varm på et stykke land ved siden af Magburaka Library. Men ejerforhold i Sierra Leone er et studie i sig selv, så det er ikke et stykke kage at gennemskue.

Ellers har jeg været til Education Sector Meeting, et koordinationsmøde for alle aktører på uddannelsesområdet fra hele Tonkolili distriktet. Det var spændende, der var masser af interessante emner på dagsordnen; konstruktion af nye skoler, reetablering af skolemadsordninger, og – særligt spændende synes jeg – forbedret supervision fra myndighederne af distriktets skoler.

Det har været godt med tilførsel af lidt nyt volontørblod, nyligt ankommen har man en anden energi, som heldigvis er smitsom.

Jeg har gødet jorden for endnu en personlig flytning, denne gang til et sted i Masanga, hvor en svejtsisk kvinde driver en privatskole for ikke-omskårne piger. Ved siden af skolen er et hus hvor jeg kan bo, imod lidt hjælp hist og her med forskellige ting. Det kunne blive rigtig godt.

Tørken er uafbrudt, her støver overalt, og man når nærmest at få sved på panden ved brønden endnu før vandet når op fra jorden og plasker ned i spanden. Og snart bliver det nødvendigt at låse af, efter hånden som landsbyens knapt så dybtrækkende brønde tørrer ud og der bliver rift om vand og dernæst mad.

Tak fordi I læste med, og til Lone: Tak for pakken, sneboldene var (stadig) gode, Faxe Kondierne nåede desværre ikke frem. Prøv gerne igen :0)

-Anders Emil

Det store 'but why?'

2011-12-27T18:37:00.001+01:00

Som den trofaste læser vil vide afventer jeg for tiden afklaring på en mulig forlængelse af mit ophold her. Bolden ligger et sted mellem Ashanti, hvis job jeg har lagt billet ind på, og NGOen IBIS. Det gør den nuværende periode til en form for limbo, og i dette limbo er der plads til mange tanker frem og tilbage, grunde til at blive, grunde til ikke at blive. Sierra Leone: Elsker, elsker ikke? En omgang søndagsblues, det tomrum der gerne dukker op i kølvandet på hyggestunder som i lørdags hos Søren og Sofie, når man vågner på sit værelse alene og ude af kontekst, føjer bare yderligere tyngde til de tanker.

Spørgsmålet hvorfor blive føles langt væk og støvet, så længe arbejdet er spændende, menneskerne omkrig en er venlige og man oplever hjerterum. Det gør de materielle afsavn irrelevante. Det er først når æblet er surt, at man spørger sig selv, om det er endnu en bid værd. Og hvis jeg skal tage forsmag på mit 2012-fortsæt, som er ærlighed, så skal jeg indrømme, at der har været nogle sure bidder på det sidste. Eneheden, at befinde sig løsrevet fra lige præcis de sjælefæller man har brugt så lang tid på at udvælge og opbygge forhold til, er selvfølgelig et grundvilkår (Anna og Jonas, jeg savner jer virkelig). Det følger med i rejsepakken – ud af kontekst. Det er nok altid lidt hårdt, og en gang imellem materialiserer sig den følelse, at dét alene, valget om at løsrive sig, strider imod et menneskes basale behov. Og at det dermed tangerer selvbedrag at forlade den tryghed og samhørighed, som er så himmelråbende en mangelvare selv iblandt venner og familiemedlemmer hernede. En slags jeg hører jo ikke til her-følelse. Den kan for eksempel melde sig når man føler sig nødsaget til at melde fra på alt hvad der hedder fodbold, fordi det går op for en, at man befinder sig iblandt en generation af voksne, som i nogle henseende grundlæggende befinder sig på et barnestadie. Jeg kom hertil med en masse idealer for mit møde og min interaktion med Sierra Leonerne, en ide om at møde en anderledeshed som var eksotisk, fascinerende og tiltalende i kontrast til Kedelige Danmark. Kulturrelativist på tur. Men der er bare ikke noget tiltalende ved voksne der lyver sig ud af en enhver konfrontation, ikke noget fascinerende ved at hold af fodboldspillere som er ude af stand til at gennemføre en kamp uden at ryge i totterne på hinanden. Stødt og roligt er jeg begyndt at se tingene i et mere normativt lys, og med det kommer frustrationen og irritationen over alt det, som simpelt hen bare grundlæggende er helt skidt her. På sin vis er det samtidig et skift fra at opfatte Sierra Leonerne som objekter til at opfatte dem som mennesker, på lige fod med alle de mennesker man ellers kender. Først når man lader sig skuffe og irritere over deres handlinger, på præcis samme måde som man ville med alle andre derhjemme, møder man dem som mennesker. Og dermed også, i visse henseender, frustrerende mennesker, men det er nok også at foretrække over fascinationsbåren tingsliggørelse.

Især i arbejdet med skolerne, men bestemt også i det hele taget, sker der også det, at jeg mere og mere begriber det kollaps som det her lands samlede uddannelsessystem har været ude for – det folder sig ud og ud og ud. Og med det kommer sammenhængen til mange af irritationsmomenterne. Når der – for eksempel – sidder en flok unger og griner af deres kammerat, som har fået en mønt gevaldigt galt i halsen og lyder som om han er ved at kvæles, så er det ikke udtryk for nogen særlig hårdførhed eller lignende. Det er ignorance – de vokser op i fraværet af rollemodeller der kan eksponere for dem de værdier som pædagoger og lærere poder danske børn med, og som gør os tillidsfulde og kærende over for hinanden. Det går op for en at den materielle fattigdom her, som er massiv, slet ikke står mål med den kulturelle og mellemmenneskelige. ”You are just – better than us” som Jacob sagde en dag inde i centret i Magburaka. ”No!” svarer relativisten – ”tja”, svarer realisten. Man bliver ikke fascinerende af ikke have gået i skole, man bliver dum.

Og for så at binde det oprindelige spørgsmål sammen med dét sidespring, så er pointen, at det somme tider rammer en, at man nok er draget til et sted som er spændende og vildt, men også et sted som er gået i stykker. Og når det gør det, får spørgsmålet om at blive eller ej, mit store but why lidt mere kant. For på banen melder sig en tredje komponent, foruden ’hvad er godt for mig’ og ’hvad er ikke godt for mig’. Den tredje komponent er dén, at når det engang imellem virker helt åbenlyst hvad der er bedst, og det ikke er at blive, så spørger man (forhåbentlig) også sig selv, om det så spiller en rolle, hvad der er bedst for den anden part, kald den hvad det skal være: Verden, Sierre Leone, Magburaka, min gode ven Abdul Mansaray – pointen er den samme. Er det udelukkende hvad der er bedst for ’mig’, som har at sige om man skal blive eller ej? ”Indeed!” siger realisten, idealisten siger ’tja’ og klør sig i skægget.

Den letteste måde at slippe uden om dette forfærdeligt komplicerede spørgsmål, må være at sørge for, at det hele går op i en højere enhed. Ens eget behov + de andres behov. Og det er vist særligt dét jeg arbejder på for tiden. Et værelse i Magburaka og en supervisor-stilling i IBIS fra februar, så kan selv ikke søndagsblues og hjertekvaler give mig alvorlig hjemmesyge – håber jeg.
Udover søndagsblues og ude-af-kontekst-følelser er der en anden side af sagen, som jeg lettere dramatisk vil give overskriften flugt. Og her skal vi altså op i de helt høje luftlag. For der er, kommer jeg tit frem til, et ikke uvæsentligt element af flugt i NGO-tilværelsen og den hjælperrolle man ifører sig i, når man turnerer faldefærdige landsbyskoler i Sierra Leone med skolebøger, som en anden messias. Ikke flugt fra sne og slud i nord, men fra det grundvilkår, at meningen med det hele er bestandigt sværd at finde. At det at færdes i denne her verden som menneske på alle steder og til alle tider er og har været en søgen efter noget der giver mening. Og at det måske nok er en søgen som det er sundest at indstille sig på er livslang, fordi verden grundlæggende er kaos. Og i det kaos bliver hjælperollen en lettere kujonagtig flugt fra meningsløsheden, en sutteklud for en ung mand i sit livs søndagsblues. Pludselig er man et sted hvor mening hænger på palmerne, alt og alle har brug for hjælp, her gør selv en forkølet venstrehåndsindsats den berømte og berygtede forskel – instant output. Farvel til meningsløsheden – i hvert fald for en stund. For der er tidspunkter, hvor den opskrift på mening som hedder at gøre godt i medmenneskelighedens navn, vitterlig virker som midlertidig symptombehandling snarere end nogen egentlig kur. Den lindrer, men kurerer intet.

Så hvis nogen af jer skulle sidde med en følelse af at beretningerne herfra har båret præg af frelsthed, så skulle dén vist være manet i jorden. Idealerne som sutteklud – tænk at det skulle komme over mit tastatur. Det er godt jeg ikke er sikker på, at jeg egentlig mener det.
Tak fordi I gad læse med for denne omgang, jeg håber det trods alt gav lidt mening.

Og glædelig jul.

Ærligst,
-Anders Emil

Om en aften i Masanga

2011-12-22T23:06:00.003+01:00

Jeg synes det bliver sværere og sværere at skrive de her indlæg, jeg tror det skyldes det stilfærdige forhold, at det – julen til trods – i høj grad er hverdag her. Ankomstens åbne sluser har efter hånden fortættet sig, så de daglige indtryk ikke længere medfører helt de samme udsving på spændingsbarometeret. Så meget desto lykkeligere var det, da for nylig en ellers ganske almindelig aften gik hen og blev smuk og mindeværdig. Lyset på hostel havde takket af, som det gør klokken ti, så værelserne her på hostel lå stille hen i bølgende stearinlys og rituel aftenpusleri, under en ærefrygtindgydende stjernehimmel og som altid i mørket, indhyllet i cikadernes evindelige monotone skrigen. I det ellers kulsorte mørke langs stien hertil kommer helt uventet, først utydeligt men stødt og roligt højere, fællessang. Kvinder, mænd og børn gående, syngende, i flok i skæret fra sparsomt, levende lys. Og få øjeblikke senere står de her, lige foran mit eget og Idas værelse, og synger i kor, den ene julesang efter den anden. Vi samler os og ser benovet til, på dette lille aftenmirakel. Anledningen, fortæller en ældre herre efter et par sange, er en indsamling til fordel for en lokal forening. Øjeblikket passerer med endnu en håndfuld julesange, heriblandt nogle velkendte, og med ét forlader de hostel igen, med kurs tilbage mod landsbyen. Den slags oplevelser minder om at man stadig kan overvældes, ikke mindst af Sierra Leonernes evne til at lade sig overstrømme af uhøjtidelig og øjeblikkeligt smitsom næstekærlighed.

Jeg er tilbage i Masanga, på noget der mindre om juleferie, men snarere er en slags tiltrængt retræte tilsat arbejde i adstadigt tempo. Det er rart at være tilbage i junglen, stemningen i landsbyen er god, her er fodboldstævne, julefester hist og her, masser af hjemvendte fra skolebænkene i Freetown og Makeni, og ikke mindst permanente goder som ikke skal kimses ad: junglebadet, konstant forsyning af drikkevand, mad der rent faktisk kvalificerer sig til benævnelsen ernæring og en vis følelse af hjemlighed.
De seneste uger er for mit vedkommende gået med to ting; dels at sætte MECC i drift, og dels skolebesøg – to ret så forskellige verdener. Hvad angår MECC dækker denne idriftsættelse over en række ansættelser, hvoraf den mest prominente må siges at være Alysious, vores spritnye scoop som agerer og regerer i centret under titlen Daily Operator. En absolut herlig lokal fyr, lidt til den stille side, men til gengæld super venlig og kvalificeret, og derudover gift og med barn. Skolebesøgene har været aflagt i anledning af juleferien, som markerede Store indsamlingsuge, hvor alle skolematerialer på lån inddrives, så jeg kan opgøre beholdningen og planlægge redistribuering i det nye år. Det var som altid en stor fornøjelse at besøge skolerne, især Rowalla og SDA Masanga, hvor mine yndlingslærere har deres gang. Lige med undtagelse af en lidt trist sag, om en lærer der har fået den dårlige idé at stjæle nogle af materialerne for at forsøge at sælge dem.

Jeg er ualmindelig øm i stængerne her til aften: Da jeg ankom til træning i eftermiddag var banen øde, med undtagelse af en flok geder og en enkelt fyr, som kunne minde om mig, at der i dag var kamp i Matonkara, en nærliggende landsby. Hvad jeg udmærket vidste, men havde glemt. Så vi tog en rask beslutning og satte i løb mod floden, og efter en kort overfart i kano under ledelse af den altid spritstive Mohammed, videre ad snoet junglesti over stok og sten, gennem vandløb og vildnis. En halv times tid senere åbnede stien sig og vi ramte godt forpustede Matonkara landsby, hvor tilskuerne var på plads om den støvede grusbane. 1. halvleg var netop fløjtet af, stilling: Masanga i front med 1-0 – fedt! Perfecto, min yndlingsspiller iblandt de lokale her, og i det hele taget lidt af en yndling, havde banket bolden ind gennem de tre træstolper som tilsammen udgør et mål der næppe overholder internationale standarder. Hvad enten man vil det eller ej, så har man særstatus som hvid, og enkelte gange er det bare med at gøre brug af den. Som når man ankommer alt for sent til fodboldkamp for blot at hive tøjet af en allerede omklædt udskifter, så man selv kan få lov at komme på banen. Vel opvarmet fra løbeturen dertil indtog jeg banen til 2. halvleg, og spillede i al beskedenhed en brandkamp, mit samspil med Perfecto er giftigt, vi udgør en duo ikke ulig Solskjaer+Cole i Uniteds velmagtsdage.

Nåh, jeg er vist færdig for nu, tilbage er bare at ønske jer alle en dejlig jul. Der skulle gerne blive lejlighed til lidt gaveimport via min veninde Nina Marie, som tager hertil sidst i januar. Jeg giver yderligere info når vi nærmers os.

Kærligst,
-Anders Emil

DECEMBER I SL ;)

2011-12-12T20:58:00.001+01:00

vs.

Så blev december skudt i gang.

Jeg mindes denne tid som værende den travleste, MEN så sandelig også den hyggeligste.

OG mon ikke det også er sådan i år.

Mens I sidder inde døre med en varm kop te, tæppet godt om jer og ild i brændeovnen – ja, så fiser jeg stadig rundt i sommerkluns ;) Dejligt!

Det tør siges, at juletiden i Sierra Leone er af stor kontrast til vores traditionsrige december i Danmark. Var det ikke for vores daglige fælles hostel kalendergave ville man ikke ane at vi var gået ind i december J

OG dog, der var jo lige min fødselsdag den fjerde.

Efter at have fået hint fra Danmark besøgte jeg endnu engang posthuset.

At jeg skulle gå derfra med favnen fuld af breve og pakker var over min fantasi. Slik skuffen er igen fyldt op, og vi, de andre på hostelet og jeg, nyder godt af de gode sendinger hjemmefra. Ligeså var jeg så heldig at få lidt julegøjl, der også gør sig godt på mit afrikanske værelse.. TAK!!

De mange ord og varme tanker – betyder utrolig meget nu jeg ikke er i jeres nærvær <3

Til nu har AE og jeg formået at være på skift i både Masanga og Magburaka.

Det bliver til en del transport timer for mit vedkommende, og til tider også nogle lange dage. Dog er vi blevet gode til at sørge for også at holde fri, også hvorfor jeg tit er på weekend ture.

Den kommende står på Freetown, hvor diverse julegave indkøb skal foregå.

I øjeblikket prøver jeg ihærdigt at skabe overblik over den praktik rapport jeg skal aflevere i januar, hvilket har sine begrænsninger grundet det langsomme og til tider ikke funktionelle netværk.

Jeg håber at få vind i sejlene og at det alt sammen nok skal lykkes ;)

Jeg har netop fundet vej til computer centret, hvor vi i dag starter en ny turnus af hold. Der er proppet og det er lige før generatoren ikke kan klare presset. Men hey – det skal den sku!!

Dagene tager sin fart og snart er det tid til juleferie- JUBIII.

Der er brug for mig i cafeen så jeg vil smutte..

Knus herfra

Ditte

Size does matter; spredehagl fra Anders Emil

2011-12-08T22:19:00.000+01:00

Hej

Længe siden! Jeg håber I holder humøret ved lige i vintermørket. Jeg savner ikke Danmark, selvom en kulsort, frostklar decemberaften i ny og næ ville nu ikke gøre noget. Men man kan som bekendt ikke få det hele, jeg nyder min næsten julevanvidsfrie december i gengæld.

Jeg arbejder meget hernede for tiden, jeg vil ikke prøve at opsummere, det lader sig ikke gøre. Så jeg vil skyde lidt med de skrevne spredehagl i stedet.

Overskriften først, det skylder jeg vel. Endnu et glædeligt kapitel i den spæde historie om Magburaka Education & Computer Centre blev skrevet i sidste uge, da tre styk kurser blev behørigt afrundet med eksaminer. Og hver som en af vores pionerende kursister, 16 mænd og kvinder, bestod, enkelte sågar i overlegen stil, med karakteren A+ til følge. Så det var naturligvis en stor fornøjelse at overrække certifikater til de nykårne it literates. Men den var kortvarig, for tilfredsheden var skam til at overse, da jeg overrakte dem deres laminerede, stemplede og underskrevne certifikat – noget var helt, helt galt. Det viste sig, at jeg var gået grueligt galt i byen, da jeg i min ressourcebesparende konstanttilstand havde besluttet at en halv A4-side måtte være tilstrækkeligt bevis på de overståede strabadser. Det certifikat var simpelt hen ikke stort nok, overhovedet. Sådan lød beskeden, vel at mærke fra en flok kursister, der nu har gennemgået et halvt kursus på Ubuntu under ledelse af en IT-lærer der gerne har svaret sin mobil midt i timerne og i øvrigt over en bred kam bryder samtlige regler for god pædagogisk praksis – uden så meget som en enkelt indvending til følge. Ingen problemer dér. Men et certifikat på en halv A4-side, det skulle de ikke spises af med. Dén måtte jeg æde, ingen vej uden om, tilbage til lamineringsmaskinen; Certificate of Completion version 2.0 er nu klar, i fuldt A4-format, indtil videre til stor begejstring. Det er godt at man efter fire måneder stadig får sig kulturlektioner.

Hvis ikke kalenderen var så fandens skråsikker, ville jeg ikke tro det. Men, det lakker mod enden for Dittes og min periode her, og det har kastet noget overordnet planlægning af sig. Vi har sat os nogle klare mål for hvad vi gerne skal nå inden REACTs nyeste skud på stammen ankommer til februar. Men men. Jeg føler mig slet ikke færdig, alt for mange bolde hopper og danser her, mange af dem allerede i luften, andre ligger stadig på jorden og venter på at blive kastet. Så jeg har så godt som besluttet at forlænge mit ophold her, men formen er endnu uvist. Sikkert er det kun at jeg allerede er spændt på det næste hold praktikanter, og glæder mig til at give dem proper overdragelse af de mange bolde, enten som medpraktikant eller fra sidelinjen.

I går aftes havde jeg besøg fra junglen, af Ditte Bruun, hostellets almoderlige sygeplejerske, som har taget en lille afstikker fra sit almindelige hverv for at agere som bygherre på projekt Nurse School. Det var hyggeligt. Vi er enige om at Sierra Leonerne, som folkefærd, er både herlige og frustrerende bekendtskaber, ofte adskilt af få øjeblikke. Venlige, rare, imødekommende, hjælpsomme og lattermilde det ene øjeblik, primitive, uselvstændige og umodne det næste. Det er en dobbelthed som præger hverdagen her, min egen især tror jeg, fordi jeg bor hvor jeg gør. Magburaka er for stor til at jeg kan opbygge en ordentlig relation til alle, men samtidig så lille, at min tilstedeværelse vedbliver at være en stor attraktion. Det er blevet klart for mig over de sidste uger: det er en seriøs psykisk belastning på daglig basis at blive konstant fremmedgjort og objektgjort af sine nærmeste omgivelser. Jeg har aldrig hadet et ord på samme plan som jeg nu hader Obodo, temne for ’hvid mand’. Jeg ville til enhver tid foretrække at blive kaldt røvguitar, nazist, Josef Fritzl, you name it.

Hvad ellers? Jeg har søgt et job i den danske NGO IBIS, som ville betyde at jeg forlænger mit ophold indtil sommer. Jeg giver en melding når der er nyt. Jeg tror jeg lider af vitaminmangel, mit kostmønster her i Magburaka ville med garanti ikke få Chris Macdonalds billigelse – folk her lever i det store hele af ris, bønner, kartofler, kasava, hvidt brød og bananer. Jeg selv spæder til med kaffe.

Siden sidst har jeg været i radioen, dels for at snakke om arbejdet i Lal Lenken, men primært for at invitere til en række gratis foredrag om internettet. Tilmeldingerne væltede ind, via SMS naturligvis, vi nåede at ramme 70. Foredragene gik godt, jeg havde spændt mig selv lidt hårdt for, med tre styk fire aftner i træk. Der blev snakket demokrati, WikiLeaks, arabisk forår, og stemningen var god og fuld af fremtid. En fed oplevelse.

Jeg er kommet på rigtig god fod med mine naboer herinde, som bor en helt uoverskuelig flok i et tilsvarende stort hus. De er venlige, tilbyder mig alt fra aftensmad til koner og børn. Indtil nu har jeg kun taget imod maden. Vi har hyggelige aftner med musik og en smule dans.

Kærlige hilsner fra Sierra Leone, især til hjemvendte Lone, som jeg savner. Sørens hvor var det hyggeligt.

-Anders Emil

EKSAMEN

2011-11-30T20:39:00.001+01:00

Så er det igen blevet tid til eksamen for vores ihærdige studerende.

Det er en fornøjelse at se, hvor meget de virkelig ønsker at lærer om computeren. Fra de træder ind i bygningen til de går igen – er der fuld fokus og koncentrationen er på det højeste. FEDT!

Netop i dag er det tid for vores to hold at afvikle eksamen.

Der er bum stille og i halvanden time er der blot computeren I deres interesse.

Vi stoler trygt på at ALLE vil bestå eksamen ;)

Ditte

Tilbage og i fuld gang ;)

2011-11-05T19:11:00.000+01:00

Jeg har ikke glemt jer… Blot haft mit at se til ;)

Det har været en hektisk tid, med også lidt for meget at se til.

Er der ikke det ene, er der det andet – det tør siges at arbejde holder os til ilden hernede.

Hvor skal jeg lige starte.….

Lad os holde os til det sjove. Smil.

For 3ugers tid siden var det på tide at holde medarbejder fest. Det var en stor succes med fuld opbakning fra alle mand. Vi var 14, volontører samt ansatte. Der var fest og farver med spisning, leg og dans. Det var super fedt at lege med de lokale, det er ikke som så et begreb de voksne kender til, hvorfor det var dejligt at se dem hygge sig og vi kunne grine af og med hinanden. Tegn og gæt på tavlen var et stort hit – der resulterede i de skæggeste tegninger, og ikke mindst bekræftede det hvor forskellig en tankegang man kan have ;)

Festen var også ment som afskedsfest til Lone og Maria, der nu har sagt farvel til Masanga og projektet. Vemodigt for både AE og jeg, men også de ansatte og de lokale der har syntes virkelig godt om de to tøser, der stadig bliver omtalt. Maria og Simon er nu taget til Danmark, men Lone bliver boende i huset i Magburaka en måneds tid endnu.

Selv, så jeg chancen for én uges ferie ugen inden pigerne afsluttede deres arbejde med REACT. Den stod på tiltrængt ferie med Vanaja (imcc studerende fra Århus) langs Sierra Leones lækre strande. Vi overvejede for en stund at glemme alt om Masanga og blive på de helt unikke strande vi kom forbi på vores vej.

Det blev til 4 af slagsen (Samsø, River no. 2, Bureh beach og Banana Island), hver med deres særlige præg.

Efter en afsluttende halloween fest i Freetown var der dog alligevel ingen undskyldninger for ikke at vende tilbage til Masanga. Og NU, med forstærket energi!

AE og jeg har nu både projekterne i Masanga og Magburaka at se til, hvorfor der også er brug for masser af energi og overskud. I forbindelse med pilotprojektet i Magburaka er der mange beslutninger og initiativer der skal tages og det er bestemt en spændende udfordring. Vi håber nu, at kan få projekterne i Masanga til at glide derudaf, så vi kan bruge al vores kapacitet i Magburaka, hvor REACTs fremtid højst sandsynligt ligger.

P.t. befinder AE, Ashanti og jeg os i Koidu, hvor ibis har et af sine kontor – her står den på arbejdsweekend!

I, derhjemme, ønskes en rigtig god weekend.

Tanker og Knus Ditte

Der var engang to kvinder...

2011-11-03T23:57:00.002+01:00

…Lone og Maria, hed de. De blev bedt om at drage til en mellemstor provinsby i Sierra Leone for at starte en computercafé. Og det gjorde de så. Nogle måneder senere, i sidste uge, gav de stafetten videre – Magburaka Education & Computer Centre. Komplet med internetcafé, profitgenererende it-kurser, sirligt nedfældne ventelister, en retarderet caretaker, et velspredt renommé og alle de små systemer som ikke kan overdrages, kun erfares; husk at der kun kan printes fra dén computer, husk at dreje på den hane der er under vasken, den slags.

Til disse to kvinder, Lone og Maria: Tak for indsatsen, det er så sejt.

Det har selvsagt været nogle travle uger på det sidste; at Project REACT rykker til Magburaka begynder virkelig at materialisere sig, der er simpelt hen ikke tid til det hele. Så travlt har der været, at jeg stik imod min vante arbejdsgang er gået struktureret til værks, og har lavet mig en liste over mål jeg gerne vil nå.

Den lyder:

- Justering af vores udlånsperioder for skolematerialer

- Fire stk. workshop om brug af minitavler og Lego i undervisningen

- Øget lærerinddragelse i vores Teacher Training seminarer

- Distribution af endnu et læs vægure til låns på sektionens skoler

- Omtrent fire skoleugers supervision

- Forbedrede opbevaringsmuligheder på vores skoler

- Etablering af Lal Lenken Teacher’s Forum, et forum for sektionens lærere til diskussion af udvalgte emner

- Pilotfase på skolevenskabskoncept

- Afholdelse af 5-10 stk. gratis foredrag om internettet på MECC

- Skolevisit på 5 stk. secondary schools i Magburaka

- Re-etablering af fodboldklub i Masanga, opbygget omkring en ugentlig venskabskamp

- Etablering af ugentlig Newspaper Night på Masanga Library

- Teenage Pregnancy projekt i samarbejde med Masanga Hospital

Plus det løse. Der ryger med garanti et mål eller to i svinget, men sådan er det her. Man vil gerne det hele, og samtidig er det let at forfalde til at nå for lidt, fordi mange omkring en, desværre, yder minimalt. Eksempel: Vi har forsøgt at kick-starte vores voksenundervisning, som halter noget, for ikke at sige meget, og som en del af den indsats overtog jeg for nylig rollen som matematiklærer for et kvarters tid for Henry, for at forsøge at inspirere ham til en mere motiverende undervisningsform. Jeg underviser på livet løs, min nylige erfaring fra matematik i tredje klasse på Brønshøj Skole rammer lige i øjet her. Jeg hopper og springer foran tavlen, gamle mænd løber op og ned ad tallinjer, vi leger bomleg, alle er til stede og i højeste læringsgear. På nær Henry, som sidder bagest i lokalet og snorksover. Jeg endte med at undervise en times tid i stedet. Mønsteret er desværre det samme iblandt mange af vores ansatte, der ydes absolut minimalt. Og pointen er, at ens egne forventninger til hvad man bør nå daler, hvis ikke man hanker op i sig selv. Det er virkelig en øvelse.

Jeg løber igen, i morgen går turen til Kono og IBIS, om alt går vel kan der sættes et kryds på listen ud for forbedrede Teacher Training seminarer. Eller også mødes vi for at konstatere at tingene kører, pengene stemmer, lærerene roser (fordi de ikke tør andet), og yderligere forberedelse ser vi på. Vi får se.

Kærlige hilsner, særligt til hjemvendte Maria, fra

-Anders Emil

Malaria; mig og Ejersbo

2011-10-28T01:21:00.000+02:00

How’de’bodi, hedder det sig på Krio når de hilser goddag hernede. Og det giver mening, for det er langt fra givet, at kroppen makker ret på de her kanter. De’bodi’fine, hedder det så, når ellers kroppen har det fint. Eller, som for mit eget vedkommende for et par uger siden, tsk - de bodi not fine – malaria. Trods sine eksotiske tilholdssteder er malaria ikke sådan rigtig noget at skrive hjem om (paradoks noteret). Det er feber og hovedpine som man kender det. Det varede en god uges tid plus yderligere en uges restitution, det føltes lidt som om min krop havde degenereret.

Det var på sin vis en fin oplevelse, at se hospitalet indefra, ”in action” til malariatest og behandling. Jeg har så senere konstateret at de kininpiller jeg blev ordineret ikke bør spises sammen med mine malariapiller. Det gik de tilsyneladende ikke så højt op i dernede på hospitalet. Jeg fik ved den lejlighed en lidt mærkelig form for hovedpine i pandebrasken, som stadig kommer og går. Jeg håber det ikke er bihulebetændelse.

Sygetilværelsen var godt for noget. På rekordtid fik jeg tygget mig igennem Jakob Ejersbos afrikatrilogi, som består af romanerne Eksil og Liberty og en samling kortere historier under titlen Revolution.

Det var godt selskab, især har jeg haft mange imaginære samtaler med Christian. Man føler sig jo truffet når man møder Marianne, denne karikatur af en naiv, ignorant dansker, som har besluttet sig for at nu skal hun ud og gøre en forskel; redde de stakkels afrikanere, fordi det er det rigtige, at gøre noget. Christian repræsenterer en noget mindre idealistisk, men på mange mere måder mere tiltalende tilgang til livet i Afrika; man er her for sin egen skyld, og bør ikke bilde sig andet ind. Man skylder ikke noget, og der er ikke rigtig og forkert, kun ens egen forfængelighed. Han er ikke usympatisk; han betragter Tanzanianerne som ligeværdige – ikke som vilde, men heller ikke som ofrer. Man hører Ejersbos egen erfarne stemme tale til en gennem Christian, når han affejer blåøjede Marianne som ”meget hvid”.

Men den indre aktivist lader ikke Christian slippe helt så let. For Marianne er muligvis ignorant, og givetvis ulidelig at være i rum med – jeg føler jeg har mødt hende hernede, i flere afskygninger. Men hun har fat i noget omkring rigtigt og forkert. Christian er sej, og han gebærder sig med en indsigt og en indstilling som mange kunne lære af. Men han mangler et moralsk kompas at navigere efter. Kunsten, proklamerer aktivisten, bliver at fastholde Mariannes vilje til at yde noget meningsfuldt, samtidig med, at man afholder sig fra at objektgøre afrikanerne ved at betragte sig selv som barmhjertig hjælper og dem som stakkels modtagere. Jeg tror på det.

Nok om Ejersbo. Jeg har været i Freetown igen, og beboet mit højt elskede Five Sisters Guesthouse, mit beskidte hjem derinde med den vanvittige udsigt – og Kenneth. En af de ansatte, som jeg har lange snakke med, og som jeg af uransagelige årsager bliver oprigtigt glad for at se, når jeg kommer derind, som om han er en gammel barndomsven eller noget. Han har meget sjælfulde øjne. Jeg har aftalt med ham at give en hånd med til en dokumentarfilm om borgerkrigen som han har planer om at lave i den nærmeste fremtid.

Jeg elskede mit guesthouse og Freetown lidt mindre, en aften da min hvide nabo på 60+ fik besøg af en sort dreng på vel 10 år. Rædselsfuldt.

På vej hjem fra Freetown rodede jeg mig ud i en værre suppedas. Efter lidt af en helvedesrejse, først til fods og dernæst som motorcykelpassager gennem et vanvidsmylder af handlende og lommetyve, med blandt andet en kubikmeter vægure med på slæb, fik jeg endelig bakset min bagage ind i en forvejen fyldt poda poda, da det går op for mig, at jeg skal pisse. Så jeg tager en rask og fremsynet beslutning og løber til nærmeste mur og stiller mig. Kort efter bliver jeg overfaldet af en håndfuld rigeligt aggressive mænd, som mener jeg bør betale dem hver især en anseelig bøde. Det var noget mere hektisk end jeg brød mig om. Endelig, efter at jeg noget uovervejet og febrilsk bad om at tale med en politimand, bryder en tilfældig forbipasserende ind og giver sig til at tale på mine vegne. Det moment udnytter jeg til at sætte i spring mod den fyldte poda poda som holder lidt derfra og venter med min bagage. Mændene råber efter mig. Og så af sti afsted tak.

Nogle timer senere er alt tilgivet og glemt, bag i varevognen, som alt alt alt for hurtigt hjerner igennem det grønne landskab, eftermiddagssolen glødende gennem bilruderne fra venstre, salone musikken konstant skrattende. Det er virkelig stort og mættet at være til lige dér, i enkelte øjeblikke så mine hår faktisk rejser sig. Jeg kan ikke engang helt gennemskue hvorfor.

En af de næste dage flytter jeg til Magburaka. Byen er mere levende, menneskerne lidt mindre døsige, og jeg forestiller mig en lidt mere selvstændig dagligdag, markedsture, madlavning, og den slags. Det ser jeg frem til.

I søndags besteg jeg et af egnens højere bjerge, sammen med Jasper, som for nylig flyttede ind på hostellet. Det var allerhelvedes varmt og fugtigt. Regnsæsonen lakker mod enden, så junglen bliver ikke tættere end den er nu.

Det altoverskyggende udbytte af min tur forbi Freetown var et besøg hos Brussels Airways’ kontor, hvor jeg uden videre fik lov dels at udskyde min hjemrejsedato, og dels at ændre afgangslufthavnen fra Freetown, Sierra Leone til Banjul, Gambia. ”So, you will make your own way to Banjul?”, spurgte damen. Det kan du bande på, og det bliver på to hjul, og jeg glæder mig.

Tak for fødselsdagshilsnerne, og tak fordi I læser med. Skulle I få lyst er I meget velkomne til at sende retropost hertil. Adressen er: Masanga Hospital, c/o Anders Emil Humle, P.M.B. 44, Magburaka, Sierra Leone. Jeg vil ha’ slik.

Kærligst,

-Anders Emil

Farvel

2011-10-24T14:24:00.000+02:00

Om få dage slutter vores praktikforløb, og vi må vinke farvel til computer centret. Det er som altid med blandede følelser, når man skal afslutte noget. I de sidste fire måneder har vi arbejdet mod at få et computer center på benene. Et projekt der efter vores egen bedømmelse i høj grad er lykkedes, og måske netop derfor er det svært at give vores baby videre. Heldigvis stoler vi på, at babyen er i trygge hænder hos Ditte og Anders Emil.

Centret er blevet en fasttømret del af Magburaka – folk ved godt at der ligger et computer center på Post Office Road. Ikke mindst blandt byens unge befolkning, som kommer til centret for at prøve at bruge en computer. For tre danske kroner kan man få lov til at bruge en computer i en time. Det er et hit for studerende, som ikke har råd til vores kurser, som koster 35 kr.

Årsagen til at de unge har fået øjnene op for MECC, skyldes blandt andet, at vi har været rundt på byens Secondary Schools for at fortælle dem om React og MECC. Vi allierede os med to unge gutter fra byens bibliotek og tourede secondary skolerne tynde. Det var bestemt en oplevelse at overvære, hvordan de med midler som flush toilet og et værn mod teenage pregnancy forsøgte at lokke de unge til biblioteket og centret.

….

Nu vender Lone næsen mod Sierra Leones smukke strande og lunkne øl, mens Maria hopper på flyveren mod efterårsramte DK og trøfler i stride strømme. Det bliver på én og samme tid noget så vidunderligt at vende hjem til venner, familie, varme bade og mad som består af andet end ris og palmeolie og på den anden side noget så vedmodigt at skulle tage afsked med de skønne kollegaer, hostlets beboere, de tykke koner på markedet, vores handicappede genboer, the young boys fra Internet cafeen, vores skæve postmand og alle de andre herlige gutter og gutterinder der har været med til at gøre de sidste fire måneder uforglemmelige.

Tak for at I fulgte med,

Lone og Maria

Hjemmebane

2011-10-08T15:07:00.000+02:00

Første teacher training seminar er afviklet; det har været en lang dag i varmen. 22 lærerkollegaer – 11 færre end håbet – fra de 16 skoler der udgør vores sektion La Lenken, har været på besøg i Masanga Education Centres prægtige klasseværelse. Det er faciliteter man vitterlig føler stolthed over at repræsentere, i lyset af de kår de her lærere almindeligvis bydes at arbejde under.

Dagen har været helt igennem opløftende. Lærerne har i grupper gennemgået en række undervisningsplaner, og på skift undervist omtrent et kvarter ad gangen, med deres kollegaer i rolle som elever. Over hele linjen blev der fulgt opmærksomt med, og ivrigt givet feedback på alt fra tavleorden til stemmeføring og disponering af tid.

Helt ud af det blå viste et par af dem sig at være helt overvældende dygtige. Med kæmpe nærvær og indlevelse, stort pædagogisk overskud og en sjældent set disciplin, guidede de hver især klassen igennem en undervisningsplan, som ellers til tider er noget mere rigid end jeg selv kunne ønske. Til stor inspiration for både kollegaer og mig selv. Lærergenet spirer tilsyneladende i al slags jord.

Jeg har lært at IBIS på dette område går til værks med en strategi som er noget forskellig fra REACT’s og min egen. Undervisningsplanerne, som lærerne trænes i, er strikket stramt sammen, og hvor de indeholder åbne spørgsmål, er det udelukkende pynt; alle spørgsmål og alle svar er givet på forhånd. Det efterlader ikke meget rum for den enkelte lærers egenrefleksion over emnet. Emnerne hører under paraplyen Emerging Issues, en samling udvalgte almene problemstillinger, for eksempel pigers skolegang, hvilket samlet set gør programmet til en art prædiken snarere end egentlig faglighed. Men jeg kan stå inde for budskaberne, så noget stort problem er det ikke. Som sådan rummer teacher training-programmet en god kombination; IBIS-materialet sigter snævert efter spredning af budskaberne, mens jeg selv forsøger at kapacitetsopbygge lærerne i en bredere forstand. Kun enkelte gange bliver den strategiske dobbelthed synlig; som når en lærer i sin præsentation afviger lidt fra planen, og jeg roser ham begejstret for selvstændig formidling, mens Mahmoud fra IBIS konstaterer at han manglede et punkt på planen.

Omvendt har vi principielt fælles fodslag omkring det pædagogiske princip CCTT, som tilsyneladende er mantraen hernede – Child Centered Teaching Technique. De teoretiske fraser rasler af lærerne når de bliver spurgt. Men man aner at de flotte abstraktioner for en dels vedkommende er glasur snarere end substans og praksis. Mahmoud selv er et godt eksempel: ”Læring konstrueres gennem aktive processer hos den enkelte elev, og kan ikke blot overleveres til en gruppe passive modtagere – is that not so?” gjalder han højt fra tavlen ud over bordene, som står i lige linjer med front mod ham – ”yes!” svarer alle lærerne i kor. Amen.

Mens det er spændende at blive prøvet af i forskellige retninger hernede, kan det også være frustrerende og forvirrende. Derfor var i dag også skøn for mit eget vedkommende, fordi jeg langt om længe befandt mig på hjemmebane. Det er meget bekræftende endelig at opleve at brænde igennem for alvor, og bibringe en viden og en synsvinkel som er værdifuld for lærerne – at gøre noget som rykker noget. Jeg sparkede med andre ord røv i dag, til stor begejstring for både lærere og mine medfacilitatorer fra IBIS. Det er fedt.

Jeg glæder mig til mere hjemmebanearbejde, i Masanga eller andetsteds i junglen, og fantaserer på højtryk om nye tiltag i samme boldgade.

Kærligst,

-Anders Emil

Den sidste måned!

2011-09-28T18:03:00.007+02:00

Vi bevæger os nu ind i den sidste måned af vores praktikophold her i Sierra Leone og det virker som en oplagt mulighed til at gøre lidt status over forløbet.

De lokale brødsælgere

Internetcafeen har nu været åben i over en måned og vi har efterhånden fået nogle stamgæster - ikke nødvendigvis betalende gæster, men ikke desto mindre folk der kommer forbi et par gange hver uge. Indtjeningsmæssigt nærmer vi os den første million og selvom det er i Leoner synes vi stadig det er et hit med hit på. Der er ingen tvivl om, at der i Magburaka er en stor interesse for computere og internettets uendelige muligheder. Det er dog også ret tydeligt, at det for flertallet er meget nyt at sidde foran keyboardet og navigere rundt med musen.

Interessen for it-kurset for begyndere har af samme årsag været stor. Vi har desværre været begrænset i den forstand, at vi kun har fire velfungerende computere, hvilket sætter en naturlig begrænsning på størrelsen af it-holdene. Det var derfor med stor glæde, at vi i sidste uge modtog nyheden om, at Michael, som er underviser ved KEA og som joiner os i midten af oktober, medbringer otte FAIRdanmark-donerede computere – skønt!

Yndlings spisestedet i Magburaka!

Status på samarbejdsfronten er, at vi heldigvis fortsat kan holde hinanden ud og mere end det. Vi har nydt hinandens selskab, hvilket har været meget belejligt for vi har gennem hele forløbet tilbragt i hvert fald 2/3 dele af døgnets 24 timer sammen. Det er kommet der til, hvor vi også drømmer om det samme. Trøffelkugler med krymmel er drømmen, der går igen. Apropos mad og bagværk, så vil vi ved samme lejlighed lige kaste et par probs efter Post Office Roads nye beboer Simon, som formåede at bage kanelsnegle over kul – Jan og ”whats her name” Glæsel go home, vi har Simon og baalmad.dk.

Vi håber I nyder efteråret derhjemme, vi sveder stadig!

Kærlig hilsen

Maria og Lone

Dagsrapport fra junglen

2011-09-25T23:00:00.001+02:00

Jeg har sovet dårligt de seneste nætter, siden jeg trykkede to ribben noget så eftertrykkeligt i en fodboldkamp i begyndelsen af ugen. Samtidig er det blevet ulideligt varmt om natten. Så hvis ikke jeg allerede er oppe ved sekstiden når det lysner gråligt bag morgendisen, så kommer jeg det når Fatmata smider kerosin på kullene i køkkenet, så en fæl lugt af tændvæske breder sig i mit værelse. Så meget desto væsentligere er morgenbadet for tiden. Derfor er det passende at regnen er begyndt at vælte ned i flere timer hver nat. Det betyder en fyldt regntønde, og en tur til brønden sparet.

Jeg har en aftale med Ashanti klokken otte, vi mødes halv ni, og kører på motorcykel gennem junglen. Vi skal på skolebesøg for at rekruttere lærere til et efteruddannelsesseminar. Ashanti er vant på de røde stier, og jeg selv efterhånden ligeså som passager bag på de uundværlige Hondaer.

Vi kommer til en skole, bygningen er lille og ligner mere en forladt lade, konstruktionen er af pinde på kryds og tværs med brunt udtørret mudder klasket udenpå, bliktaget på toppen lader ikke meget lys ind. Børnene står i lige rækker foran bygningen og synger, og gentager så en remse. Skolens head teacher går med armene over kors og ryster, han har frosset i tre uger fortæller han, malaria. Men han har ikke de 2.000 Leoner til transport til hospitalet. Skolens to andre lærere er ikke på arbejde.

Traditionen i Sierra Leone er at denne første skoleuge går med indskrivning og diverse forberedelser. I dag er fredag, og på flere af skolerne har de endnu ikke rejst skolebænkene. De ligger væltede i klasseværelserne mens børnene løber rundt i flokke og head teacher spankulerer omkring uden synligt ærinde.

Efter femte og sidste skolebesøg kører vi til Magburaka og besøger MECC, for at printe en forhåndsaftale om leverance af forplejning til seminariet tirsdag. Herefter går jeg med MECCs seneste logerende – Simon – på besøg hos Magburakas mange tømrere, for at få en pris på noget træ. Jeg har en plan om at bygge nogle skabe til skolerne til opbevaring af skolebøger og tavler. Flere skoler opbevarer materialerne rundt om i landsbyen i mangel på bedre, og det er skidt, for det gør det svært at holde dem ansvarlige for antallet af materialer. Og jeg har besluttet at slå til mens Simon er til rådighed, gratis tømrere hænger ikke på træerne.

Efter tømrerbesøg hopper jeg på en motorcykel til Masanga, så jeg kan nå til møde med fodboldholdet. Jeg har en nøje udtænkt plan for klubbens fremtid parat, der er flere hensyn i spil, nogle vil gerne have rigtig fodboldklub, mens andre i virkeligheden mest er til uforpligtende hyggebold. Alt for få møder op, måske fordi det er fredag, så jeg hopper i floden i stedet sammen med Søren. Det indebærer en reel risiko for parasitter, men den er kalkuleret, det er det hele værd, især efter fodbold.

Nu er det aften, det lyner fjernt og regnen er begyndt, så jeg vil hoppe i bad. Jeg mødte en dame tidligere i dag med et barn på ryggen som måske var dødt, det så sådan ud, jeg kan stadig ikke lade være med tænke på hvad det var hun prøvede at sige.

-Anders Emil

Reducering af hostel beboere

2011-09-23T18:22:00.000+02:00

Så blev det tid til reducering på hostelet, og vi er nu blot seks tilbage.

Vi har holdt afskedsfest med maner og sendt de to jordmødre samt de tre britiske fyrer godt på vej.

Til at holde skansen er vi ud af en flok på 12 - nu en læge, en IMCC studerende, to sygeplejesker, Anders Emil og jeg tilbage. Og vi har alle vores at se til.

- AE og jeg er dog stadig i undertal og kan ikke altid være med i de mange syge-emner der berøres…

Efter at have fundet os til rette i vores nye omgivelser synes AE og jeg efterhånden at have fundet vores pladser i spillet. Anders Emil varetager hovedsageligt teacher training og materiel lending, der med skolernes start nu rigtig begynder sin fart. På hondaen drøner han og Ashanti til de mange skoler og snart skal der også holdes workshop for udvalgte lærere. Altså, er han i fuld sving!

Ligeså er jeg selv, der har nok at se til med biblioteket og de to voksen fag engelsk og matematik. Jeg arbejder ihærdigt på at få voksenfagene tilpasset de ansatte på hospitalet. Personalet består af alt fra tømrere, sygeplejesker, rengørings-, køkken personale mv., hvorfor det også er en større opgave at få undervisningsmaterialet gjort relevant for alle.

Jeg pendler i pendul fart fra hostelet til biblioteket flere gange dagligt – hvilket også har resulteret i købet af en cykel. Hukommelsen er så småt begyndt at svigte og efter flere gange at være gået på biblioteket for at opdage, at jeg har glemt noget på hostelet – blev en cykel hurtig essentiel J

I øjeblikket har vi mange bolde i luften og det er med at holde tungen lige i munden. :)

Ditte

It’s not easy; et eftertænksomt pip fra Anders Emil

2011-09-14T19:38:00.004+02:00

Egentlig havde jeg tænkt at dette tredje pip skulle berette om endelig at have taget gevaldig fat på arbejdet, særligt rundt på distriktets skoler, med uddeling af tavler, rekruttering af lærere til træningsprogrammet og andet. Men en strejke iblandt landets lærere har udsat skolestart med, foreløbig, en enkelt uge fra i mandags. Det drejer sig om løn, og jeg føler intuitiv solidaritet med mine professionsfæller.

I stedet for skolebesøg har jeg været i Freetown for langt om længe at hente en bunke undervisningsmaterialer, som Daddy for nogle måneder siden pådrog sig at kopiere, imod klækkelig betaling. Daddy er en fin fyr, viste det sig. Men desværre hverken særligt punktlig eller nidkær, så en pæn portion af materialerne lader vente på sig. Nok om det. Vel tilbage i provinsen efter et anseeligt antal timer i proppede poda-podaer – busser indrettet i varevogne – vil jeg i stedet kaste mig over et hjørne af de tanker jeg gør mig hernede, om meningen med at nogle skal have det så hårdt, og andre ikke.

Tre unge fyre har netop været forbi internetcaféen i Magburaka. De har ikke været her længe, før vi snakker om deres land. At her er fattigt, dundrende fattigt, ved man godt; knapheden er over alt. Alligevel kan det mærkes helt ned i maven, når unge fyre, kønne, kvikke og livskraftige unge mennesker, fortæller om et liv som er hårdt, i et land hvor den mindste fremgang er et luftkastel. De bliver smiler overfladisk og bliver fjerne i blikket, man selv bliver tavs.

Mens Jacob, den mest veltalende af de tre taler om arbejdsløshed og uværdige vilkår, lige dele rettet mod os og lige dele ud i den blå luft, vokser erkendelsen af deres situation i små bidder, og æder sig stødt ind på den luftige optimisme og fascination som præger ens daglige indtag af indtryk.

At de sidder her, venlige og sympatiske, og ikke for længst har kastet sig i armene på en revolutionær milits for at gå grassat på korrupte magtmennesker som konstant lover den ene dag og pisser dem i hovedet den næste, synes mærkeligt, næsten frustrerende – hvor er vreden? Så meget desto mere forståelig bliver landets fortid, og så mange lignende landes nutid.

Man tænker uværgeligt en del over hvad det egentlig er, der skal til, for at sætte ting i fremdrift, virkeligheden har det med at forvanske ens forestillinger om udvikling, bæredygtighed og lignende ord. Det tætteste jeg kan komme på noget meningsfuldt er, at vi er nødt til at tage favntag med den sygelige ide som synes at inficere det gængse, borgerlige sindelag, at det er i orden og forsvarligt bare at passe sig selv og sine nærmeste. Måske hvis hensynet til omverden blev et reelt parameter for indretningen af vores liv – arbejde, forbrug og politisk observans især – kunne der ske noget.

Den gode nyhed er, at computercenteret i Magburaka, hvor jeg har gjort mig til i fraværet af Maria, som er på Amorrejse, er et projekt som jeg tror gør alt rigtigt. Når gamle mænd stikker hovedet ind, og smider 30.000 Leoner efter et IT-kursus, så de kan få sig et e-mail nummer og en masse information about the world, bliver man fortrøstningsfuld, og optimismen får lidt tiltrængt vind i sejlene. Således opløftet lod jeg mig for nogle dage siden inspirere til følgende forslag til centerets slogan: KNOWLEDGE IS POWER!

Det var alt for nu, dejligt du læste med.

Kærligst,
Anders Emil

Internet og brøndvand

2011-09-11T18:39:00.000+02:00

Klar til jobsamtaler med en af kandidaterne, Sheku

MECC har været fuld af aktivitet i denforløbende uge. Vi har haft jobsamtaler med kandidater tilstillingen som ny IT-underviser, vi har haft vores første kursusgangi IT for begynderer og vi har haft fulde huse pga. vores tilbud om enhalv times gratis internet. Alt imens den lokale radio har spyttetbudskabet om vores center ud på et af lokalsprogene, criol.

Fuld gang i internetcaféen

Jobsamtalerne resulterede i, at viansatte en erfaren IT-underviser ved navn Momoh (tak på Temne). Hanbegynder allerede på job i næste uge, hvor han har ansvaret forhhv. et begynderkursus og et kursus for øvede computerbrugere. Detbetyder, at vi kommer til at have tre sideløbende kurser, så derbliver drøn på. Herligt!

En af de ivrige nye brugere, Jacob, prøver at
skrive sin første mail

Dagene med gratis internet har virkeligværet en succes. Rigtig mange computer- og internetnovicer har lagtvejen forbi og fået oprettet mailadresser. Det er en oplevelse at semennesker få øjnene op for computerens og internettets fagre nyverden. Vores tålmodighed blev sat på prøve, når vi skulle guidede besøgende igennem gmails omfattende oprettelsesprocedure, men vier i høj grad også blevet belønnet med gode oplevelser. Som da enældre herre kom ind for at oprette en email og tilføjede: ”I wantto learn about the world” eller da en ung fyr ivrigt sagde ”Sonow I want to connect with people from around the world”, da vihavde oprettet ham en e-mail-konto.

Kærligst Lone og Maria

Hej fra Ditte

2011-09-08T18:16:00.002+02:00

Såer det vidst blev min tur til at berette fra junglen 

Og påblot 14 dage er der alligevel sket ret meget og alligevel ikke!Smil..

Vi, AEog jeg, fik hurtigt overdragelsen af de 6 programmer herude iMasanga-Junglen, da tøserne jo har deres at se til inde i byen medInternet caféen.

Iøjeblikket handler det om at få så meget viden om programmerne såmuligt, hvilket betyder overværelse af undervisning, diverse mødersamt interaktion med de lokale.

Isidste uge stod den på fest i byen, som afslutning på Ramadanen,det var klasse!! Afrikaner dans på fulde drøn. I lørdags var detså showtime i kirken, hvor jeg og to af de lokale optrådte med ensang indlært dagen forinden. Ellers er der den dagligefodboldtræning, der bliver taget meget seriøst blandet mændene ilandsbyen.

Nogledage føles det som om, at man ikke får udrettet meget, og alligeveler dagene bare fløjet afsted. Der er ikke en decideret arbejdsdag på8-16 hernede, den strækker sig i stedet over hele dagen med pausernår det passer sig. Og det meste af tiden må man indordne sigunder, hvad afrikanerne selv beskriver som BMT – Black mans time!

Det vilsige man sætter et tidspunkt, til hvilket folk først møder op enhalv time-time efter aftalt! Ligeledes kan ting der i Danmark tageren dags arbejde nemt tage en uge eller mere. Det skal man lige vænnesig til- men når man ved det- tager man sine forbehold.

Vi eren flok nye mennesker på hostelet, og vi er nu alle ved at havefundet os til rette med hjælp fra de der har været her et stykketid. Aftenerne går med fællesspisning, hygge og sparing om dagensaktiviteter – og der indfinder sig generelt en god atmosfære.

VI,AE og jeg er ved godt mod og klar til livet i junglen 

Alle de dejlige mennesker der bor på hostlet

Andet pip fra Anders Emil

2011-09-07T12:33:00.000+02:00

Hej igen

Hverdagen tager stødt ogroligt form hernede, det er tankevækkende hvor hurtigt man tilvænner sig enanden tilværelse; som i morges da Sara spurgte hvem jeg talte til, og jeg lavmæltuden videre svarede ”Nåh, der var bare en ged på vej ind i køkkenet”. Man opdyrkersmå egne ritualer, som den lille gåtur hver morgen før morgenmaden, når jeghenter vand fra brønden til et hurtigt morgenbad under en intermistiskbruserinstallation bestående af en sirligt hullet Fakta-pose. Det fungereroverraskende godt.

Mit hovedansvar de næstemåneder er programmerne Teacher Training, Material Lending og Life Skills. Deto førstnævnte er tæt forbundne, og handler samlet set om at assistere arbejdetpå distriktets seksten skoler, ved distribution af skolematerialer,efterfølgende supervision i brugen af dem, og ikke mindst afvikling af en rækkekonferencer for de relevante lærere. Foreløbig er jeg i noget der minder omventeposition, da officiel skolestart først er 12. september og muligvis udsættespå grund af lærerstrejke. Men jeg glæder mig.

Life Skills-programmetbestår for nuværende primært af arbejdet omkring landsbyens fodboldhold, og deter der ikke meget venteposition over. Ved en noget nær ceremoniel seance fikjeg overdraget ansvaret for holdet og klubben, og Sierra Leonerne errundhåndede med dramatikken, så det forløb naturligvis ikke uden enimproviseret tale for forsamlingen. Det bedste jeg har lært forsøgte jeg attale mig ud af rollen som Hvid-mand-med-taktstokken, hvorefter Ibrahim,klubbens torvholder, forsikrede alle om mine uovertrufne kompetencer, og denforeliggende glorværdige æra klubben var på vej ind i under mine vinger –forudsat at alle fulgte mine ordrer naturligvis. Så meget for ydmyghed. Manoplever meget ofte den hierakisk-autoritære stil som en drivende faktor iarbejdsrelationerne, så det er noget af en omstilling for en konfliktskydemokratihumanist at skulle indfinde sig i den mentalitet. Men også spændende.

Weekenden har jeg brugt iFreetown, som jeg elsker. Alt er hektisk og beskidt, totalt ureguleret i enhverforstand. Vi var i byen for at se Leone Stars spille en altafgørendekvalifikationskamp mod Egypten på et sejlende fyldt nationalstadion. Vi fikhvad vi kom efter, og mere til; efter 88 minutter, ved stillingen 1-1, og ennoget anspændt stemning – kvalifikation krævede en sejr – nedlægges en SierraLeoner i feltet, og dommeren peger på pletten – alt gynger i total ekstase, ogoverdøver nærmest den kendsgerning, at målet endnu ikke var faldet. Så dabolden rammer netmaskerne til 2-1 er festen allerede i gang, og tusindvisstormer banen så snart dommeren har fløjtet kampen af, til omtrent en halvtimes kollektiv, utæmmet glædesrus.

Freetown er i sig selvstof til en længere føljeton, og jeg glæder mig allerede til at skulle tilbagetil Five Sisters Guesthouse, en nedslidt hospitalsbygning som nu agerer lavbugetshostel.Stedet er en slags tidslomme, alt er beklædt med en patina som kun kan opnåsmed århundreder af absolut minimal vedligeholdelse. Udsigten fra terrassen overmylderet, ind og ud under rustne bliktage, gennem floden, op og ned langsskranter, gav mig lyst til at slå mig ned på et værelse og skrive bøger påskrivemaskine.

Hjem til junglen kom vidog, jeg selv en del af vejen på ladet af vores Landrover, med varm vind iansigtet og en let og benovet grundfølelse, over at få lov til at passeregennem dette vanvittige land.

Dejligt at I læser med,bliv endelig ved.

Kærligst, Anders Emil

”… Land that we love, our Sierra Leone”

2011-09-06T17:48:00.001+02:00

Jeg sidder bagest iklasseværelset og den første officielle undervisningstime på det nye center iMagburaka er snart forbi. Det er Ibrahim, vores assitant manager, der står forundervisningen og han har fuldt kontrol over tropperne, så jeg vil benyttelejligheden til at kreere et blogindlæg.

De sidste tre dage harværet så indholdsrige og vidunderlig at et enkelt blogindlæg slet ikke virkerfyldestgørende. Jeg vil dog alligevel forsøge at se om jeg kan begrænse skrivestrømmenog koge det ned til et enkelt indlæg.

Sierra Leone Stars

Denne weekend har væretlænge ventet. Sierra Leone skulle møde Egypten på hjemmebane i deres andensidste kvalifikationskamp til African Cup, som afholdes i 2012. Vi var seksfrivillige som tog turen til Freetown for at se kampen. Jeg havde håbet at jegved samme lejlighed kunne få mulighed for at stemme til folketingsvalget, mendet danske konsulat havde endnu ikke modtaget stemmesedlerne. Heldigvis var detudflugtens eneste skuffelse.

Selvom kampen megetselvfølgeligt blev turens højdepunkt var optakten og hele ”billet-købs-seancen”også en finurlig oplevelse. Da vi lørdag morgen troppede op ved politistationenfor at købe billetter blev vi mødt af en kødrand af sierra leonere, som alle varmindst ligeså ivrige og opsatte på at få billetter som os. Det endte med enødelagt metalport, utilfredse politibetjente og seks blege - men lykkeligeeuropæere med billet til aftenens kamp.

Selvom der var flerelighedspunkter var der også mange ting, der adskilte denne oplevelse fra en turpå et dansk stadion. Den ristede hotdog var udskiftet med meat-sticks ogtørrede banan snacks og de små boder udskiftet med fyldte fade ubesværetbåret på hovedet af unge sierra leonske kvinder. Til at spille beggenationalmelodier havde man meget belejligt omdannet politibetjentene til ettamburmajorkorps.

Selvom kampen ikke kommerblandt de mest velspillede, må stemningen uden tvivl beskrives som fænomenal ogda Sierra Leone score kampens første mål på hjørnespark går publikum helt amok.Stemningen daler lidt da Egypten umiddelbart før halvleg udligner til 1-1. Anden halvleg var omtrent lige så dårligtspillet som den første, men som i en anden Hollywood produktion, får Sierra Leone straffe blot to minutter før slutfløjtet og score til det endeligeresultat 2-1. Stadion koger fuldstændig over og der bliver krammet og dansetoveralt på tribunen. Efter dommerens slutfløjtet vælter flere 1000 ekstatiskesierra leonere over hegnet og ind på banen til fællesdans og jubel. Vi stårlænge og nyder synet af de lykkelige sierra leonere, da to politibetjentebeslutter sig for at de hellere må eskortere os fra stadion.

D. 8 oktober møder SierraLeone Sydafrika i deres sidste og afgørende kvalifikationskamp. Jeg krydser althvad jeg kan for, at de vinder og går videre, for så entusiastisk et publikumfortjener helt sikkert en plads i slutrunden!

Kærlig hilsen

Lone

Religionslighed

2011-09-04T15:29:00.002+02:00

”Er du kristen eller muslim?”

En af Magburkas moskéer, som vi har glæden af at kunne
høre hver morgen kl 5

Det er et spørgsmål man ofte fårstukket i hovedet i mødet med forskellig sierra leonere. Og det erefter vores mening et befriende en af slagsen, for det er et af deeneste tilfælde hernede, hvor vi ikke på forhånd bliver dømt påvores hudfarve. Men det er også befriende, fordi det netop pga.vores ydre sjældent ville være et spørgsmål, som vi ville blivestillet derhjemme. De Sierra leoner, som vi har mødt, opfatter etkristent eller muslimsk tilhørsforhold som en selvfølge. Religionener for mange en væsentlig del af hverdagen, men det er underordnet,om man dyrker sin gud efter kristne eller muslimske foreskrifter.Begge religioner er officielt respekterede, hvilket kommer til udtrykved, at både kristne og muslimske helligdage er nationale fridage.Det betød bl.a., at vi i tirsdags, da der var eid, måtte rende etmennesketomt marked rundt for at finde løg og toiletpapir. Vi havdeingen held med toiletpapiret...

Kirken i Masanga - en af de pænere af slagsen

Ligeværdigheden mellem de toreligioner kommer også til udtryk ved møder, hvor der altid bliverbedt en muslimsk bøn og en kristen bøn – og ingen holder sig forhellige til ikke at bede med på den kristne bøn, hvis man er muslimog vice verca.

Det er da befriende! Og man kan kunhåbe, at samme pragmatiske forståelse af de to religioner med tidenkan sprede sig og nå til det lille Danmark.

Kærligst Lone og Maria

Første pip fra Anders Emil

2011-08-29T12:32:00.001+02:00

Hej venner; kendte og ukendte

Jeg hedder Anders Emil. Til de sidstnævnte, kan I læse lidt mere om mig ved et tryk ude til højre.

Sammen med Ditte er jeg den seneste i rækken af udsendte for REACT. Vi ankom til Sierra Leone i torsdags, og skal i de kommende seks måneder kaste os over henholdsvis Masanga Education Center og Magburaka Education and Computer Center. Og så naturligvis nærværende blog, som nu huser hele fire aktive skribenter – her bliver liv og glade dage, skulle jeg mene.

Der er mange indtryk, også flere end jeg evner at holde styr på i skrivende stund. Men i et forsøg på at ordne dem lidt, vil jeg inddele dem i de to verdener, jeg indtil nu har mødt.

Den første er Afrika, og den begynder fra det øjeblik man stiger ud af flyet, i varm og tungt fugtig luft og går fra landingsbanen ind i Lungi International Airport, en lille cementfarvet fabriksbygning beklædt med ufærdig trækonstruktion. Et slags point-of-no-return, hvorfra alt er anderledes. Man bevæger sig med en lidt ængstelig undertone; nu er jeg her, i et land som indtil for omtrent ti år siden var hærget af en af historiens værste borgerkrige; børnesoldater, voldtægter og vilkårlige amputationer, død og ødelæggelse i ufatteligt omfang. I et land hvor folk dør af banale sygdomme og fejlernæring. Og hvor meget få mennesker ligner mig.

Fra lufthavnen går turen til Freetown, i jeep naturligvis, med en ung fyr der ser træt ud og er sparsom med info. Alt er som ventet – og fuldstændig uventet overvældende, fordi man pludselig ér der; i vejkanten går børn med brændestakke over skulderen og kulsorte kvinder med hvad som helst på hovedet på vej mellem hyttelignende lerhuse, i deres uforlignelige og gennemsmukke positur. Jeepen zig-zagger mellem huller i den røde grusvej, med få centimeter til de forbipasserende. “Folk bliver kørt ned og dør, i det her land”, tænker man.

Lufthavnen ligger på en halvø, så turen til Freetown går over vand. Alt er hektisk, alle er sorte, ingen ligner os, ud over os selv. Det har et stænk af opdagelsesrejse, når man med færgen aner det sparsomme lys fra Freetown glide tættere og tættere mens mørket falder på. Point of no return indeed.

Dén verden er Afrika, og den er lige så vild og mættet med liv og stemning som man overhovedet kan forestille sig, og lidt til.

Den anden verden er Masanga, og den kommer man til i jeep, først over asfaltvej, senere rød landevej, og til slut gennem bumpet sti omgivet af tæt jungle. Vi gør en del holdt på vejen i små landsbyer, og igen er alt som på film. Børn som stimler sammen om jeepen, smilende og nysgerrige, arme ind gennem ruden der forsøger at sælge, og mennesker i alle aldre der tigger.

Her på Compound, de hvide, udstationeredes område af landsbyen, er her roligt. Ikke stille – junglen er én lang og utrættelig lydkullise af monoton insektstøj og abrupte, nærmest uorganiske fugleblip.

Det er en verden for sig selv, med fællesspisning, værelsesnøgler, filmaftner, sodavandsregnskaber, musikquiz, og mennesker man roligt kan regne med man nok skal blive træt af fra tid til anden. Vi er en ti stykker, flest fra hospitalet, så man føler sig i trygge hænder på dén front.

De seneste dage er gået med kyndig overdragelse af projektmateriale fra Maria og Lone; dokumenter, stakkevis af penge, regnskaber og erfaringer af alle slags. Det er afslappende at være her, men også præget af den allestedsnærværende realitet, at her ér ricisi; for kort tid siden døde en lokal af lynnedslag, regn og torden tager til, som i præcis dette øjeblik, uden varsel. I går snoede en grøn Mamba-slange sig ganske forbi mine fødder – den er giftig. Grænsen mellem agtpågivenhed og paranoia indfinder sig hen ad vejen.

Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, og håber I vil læse med fremover.

Kærlige hilsner,

-Anders Emil

Klar parat –computer center – start!

2011-08-21T14:11:00.000+02:00

Vi har nu overnattet tre nætter i Magburaka og har så småt vænnet os til de nye lyde og kan nu uden at lyve kalde os bestyrer af en computer café. Vi har besluttet os for, at vi i den første uge af computer centrets levetid vil have herre meget åbent, så vi kan få en fornemmelse af, hvornår det magburakiske folk har tid og lyst til at gå på computer café.

Derfor har vi i disse dage åbent fra kl. 9 om morgenen til kl. 21 om aftenen. Vi har allieret os med byens mekaniker, som flere gange har været forbi og hjælpe med generatoren. Ligeledes har vi lavet en sweet deal med byens bedste sandwich forhandler, og i går kom hun forbi med take-away kyllingesandwich til vores frokostJ

Vi har haft høje forventninger til åbningen og tilkendegivelserne fra lokal befolkningen har da også været positive. Vi håber dog, at der kommer flere folk i biksen, når rygtet om centret spredes. I den kommende uge forventer vi at få lavet en lille radiojingle til den lokale radiostation, hvilket forhåbentlig også sætter lidt skub i forretningen. Kunderne, der har været forbi i centrets første åbningsdage, har vist stor interesse for it-kurset og det første hold, som vi håber kan starte 1. september, er allerede fyldt.

Vores nye nabo på Post Office Road 24.

Tiden er fløjet afsted, og allerede i næste uge ankommer de to nye React praktikanter – Anders Emil og Ditte. Vi glæder os til at tage imod dem og til sammen med dem at forsætte arbejdet på MEC og MECC.

Kærlig hilsen Maria og Lone

Klar, parat...

2011-08-18T23:44:00.001+02:00

Når vi det?

Vi havde for nogle uger siden sat os for at åbne internetcaféen i denne uge, mens IT-undervisningen først skulle begynde i september. Idet huset, som vi har lejet til centeret, er helt nybygget, havde vi tænkt, at det var en snild sag at få åbnet internetcaféen med den planlagte tidshorisont. Men det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Den sidste uges tid har vi kørt frem og tilbage mellem Masanga, Magburaka og Makeni. Vi har fået lavet møbler hos en lokal snedker – møbler som også skulle hentes, hvilket inkluderede en tætpakket bil i overenstemmelse med god sierra leonsk stil. Og vi har rendt rundt i Masanga, Makeni og Magburaka med jobopslag og reklame for internetcaféen.

I morges stod vi med en hel klar internetcafé. Møbler, computere og et flot ”Jomfru Maria med Jesusbarnet på armen”-ur var på plads, der manglede kun en ting – internettet. Trods vores egne og adskillelige IT-kyndiges forsøg på at installere det internet, som vi havde købt, hjalp det lige meget. Men i morges, mens en ansat fra internetudbyderen var på vej fra Makeni til Magburaka for at hjælpe os, fik vi det endeligt til at virke. Hvilken lettelse.

Vi er nu helt klar til the grand opening i morgen, og vi glæder os som små børn.

Hallo Freetown

2011-08-09T15:44:00.000+02:00

Bygningen som meget snart skal agere computercenter

Tiden flyver afsted hernede i junglen, men heldigvis ikke uden, at der også sker fremskridt med vores arbejde. I starten af denne måned overtog vi en bygning i Magburaka, som skal udgøre den fysiske ramme for pilotprojektet. Det har været en oplevelse at hitte rede i leje-markedet hernede, men vi er nu godt tilfredse med resultatet, som blev et dejligt hus, der kan huse både computercentret og praktikanter. Næste step er at få huset til at ligne en internetcafé, hvilket blandt andet indebærer generator og internetforbindelse – indkøb som vi var i hovedstaden Freetown for at opdrive.

Efter at have tilbragt mere end en måned i Masangas trygge og forholdsvis rolige omgivelser, var det noget af en omvæltning at ankomme til Freetown. Efter 7 timers hektisk rundfart i Freetown kunne vi til vores store fornøjelse sætte et par flueben på tjeklisten, herunder indkøb af generator, indsamling af internetpriser hos flere forskellige udbydere og sidst men ikke mindst afhentning af mistet bagage. Siden sidst er der ankommet fem nye frivillige, hvoraf tre er engelske medicinstuderende. De tre engelske herrer var så uheldige, at alt deres bagage var forsinket og de har derfor levet den første uge i junglen uden deres ting og uden elektricitet. Så vi var dagens helte i skysovs da vi kom tilbage fra hovedstaden med fem store tasker.

Jimi Hendrix rammer stemningen i Freetown spot-on når han synger: ”Freetown traffic, so hard to get through to you… Freetown traffic all you do is slow me down.”


På vej hjem til Masanga!

Så efter en hektisk dag i Freetowns travle og trafikerede gader så vi frem til at tjekke ind på et guest house og få parkeret vores bagage. Det skulle dog heller ikke være helt så smertefrit som ventet. Det vidste sig nemlig at være et katolsk guest house og de var derfor ikke begejstrede for tanken om at to af samme køn skulle overnatte på det samme værelse. Løsningen blev, at vi sagde til dem, at en af os ville overnatte hos en af de mandelige frivillige, som havde gjort os selskab på turen. Dette alternativ så de derimod ingen problemer i… Men som en anden Dylan Mckay trodsede vi reglerne og overnattede i samme værelse. Vi er nu helskindet tilbage i Masangas fugtige men vante rammer og satser stærkt på at vi om en uges tid er helt klar til at åbne computerbixen. Magburaka here we come!

Kærlig hilsen

Maria og Lone

Dyreriget

2011-08-08T16:00:00.002+02:00

Kære alle sammen,

Når man er i Masanga glemmer man indimellem at der er et andet Sierra Leone end landsbyen. Derfor er det fedt at tage på weekend for at se et andet sted i landet.
Det skete i forrige weekend, hvor vi tog til Sierra Leones ældste nationalpark – Outamba-Kilimi National Park.

Turen fra Masanga til Outamba er en historie for sig: Seks timers kørsel på en jordvej, som er blevet ødelagt af regnen. Men frem kom vi, og stedet viste sig at være et lille stykke paradis på jord. Frodigt og skønt, med en flod i baghaven og aber i træerne – nåja, faktisk helt som her i Masanga.

Det var imponerende at sejle i en simpel kano blandt de her kæmpe flodheste og læresætningen: ”Flodhesten er Afrikas farligste dyr” blev insistrende ved med at cirkulere i ens hoved. Til information kan det oplyses, at vi alle kom hele på land igen. Men mødet med dyrenes verden stoppede ikke, da vi kom på land.

På et natligt toiletbesøg blev der stiftet bekendskab med en kæmpeedderkop og efter første nat, hvor Maria havde drømt om en flyvende mus, måtte vi sande at musen ikke kun havde været i drømmen, men at den også havde overnattet i vores sivhytte og mæsket sig i vores medbragte brød. Vi er fan af Sierraleonske dyr!

Kærlig hilsen,

Lone og Maria

Jungle run

2011-07-25T20:33:00.001+02:00

Highlights fra løbet

Der er nu gået 48 timer siden at de sidste løbere krydsede målstregen til lørdagens Jungle Run fra Magburaka til Masanga. Taget den elendige form, de 25 graders varme og den vanvittige luftfugtighed i betragtning kan man undre sig over, at det overhovedet lykkedes at gennemføre løbet, men mere eller mindre elegant fik jeg sammen med en af de andre frivillige hevet mig selv i mål til lyden af hujende Sierra Leonere og en stolt Maria som dokumenterede hændelsesforløbet på video. Musklerne og vablerne er stadig ømme og på trods af, at det kun blev til en sidste plads, er det stadig med stolthed i stemmen, at jeg beretter for alle, der gider lytte, at jeg gennemførte løbet og det på trods af, at der allerede efter 4 km. kørte en følgebil op på siden af mig og spurgte om jeg ikke skulle med - tror bestemt ikke de var imponeret over løbetempoet.

Selvom jeg tidligere er faldet i den berømte ”mangel på selverkendelses-fælde”, var jeg i dette tilfælde godt klar over min egen begrænsning og havde ikke sat næsen op efter de ellers mægtig fine præmier. Hummel sponsorerer det Sierra Leonske fodboldlandshold og arrangøren af løbet, Anders Mikkelsen, havde fået en aftale med Hummel i hus og fået sponsoreret en ordentlig omgang landsholdstrøjer, shorts, sko og sportstasker. Jeg fik, som skrevet, ikke del i disse herligheder, men er dog blevet lovet en høne, som anerkendelse for den gedigen indsats

Reportage fra målstregen

Løbet var en fest for hele landsbyen og en begivenhed, som der er blevet talt om, siden vi kom herned. Trods det store forventningspres var det alligevel en overraskelse, hvordan både deltagere og tilskuer gik op i løbet med liv og sjæl. Ved målstregen var der dømt folkefest og hver løber, der kom ind blev modtaget med tilråb, klapsalver, kølende vand og benmassage. Det var fantastisk at opleve, hvordan et simpelt løb kan samle folk , måske er årsagen herfor, at ”we all are a part of this run”, som vores ikke-løbende kollega Ashanti så inkluderende udtrykte det. One, two, three – GO!

Kærlig hilsen Lone og Maria

Oh Mandy!!

2011-07-20T12:57:00.001+02:00

Det ser ud til at være et tilbagevende tema for denne blog, men det vil dog ikke afholde os fra at tage det op endnu en gang.

Det er utroligt så hurtigt man føler sig tilpas og tryg i Masanga og det på trods af at hverdagen på mange punkter adskiller sig markant fra det man kender fra Danmark. Der skal ikke gå mere end et par uger før man begynder at betragte landsbyen og hostlet som ens hjem. Man vender sig til aberne på tagene, de kolde bade som foregår med spand og øse samt kvinderne i landsbyen der bærer alt fra meter lange stolper til æg på hovedet.

De sidste par døgn har der dog været et mere eller mindre forstyrrende element i de ellers hjemlig omgivelser på hostlet. Der er flyttede tre unge sierra leonske kvinder ind på et af værelserne og en af disse kvinder har en forkærlighed for Westlife, så i løbet af det sidste døgns tid har der været spillet ”Oh Mandy” minimum ti gange og selvom genkendelighed ofte er en rar ting er der dog vise ting man også sagtens kan undvære.

På computercenter fronten må forrige uge betragtes som lidt en sløv uge. Vi afventede svar fra paramount chief, og fik først i dag tilbudt en endelig pris. Prisen virker dog for sierra leonske standarder en anelse pebret, men i morgen vil vi på bedste vis forsøge at krejle os til en bedre pris, det burde ikke være noget problem for to gæve vestjyder. Vi håber det lykkedes os at få forhandlet en fornuftig pris så vi kan komme videre med projekt computercenter, men indtil lokalerne er sikret er det svært at gå videre med indkøb af generator, møbler osv. Der er dog rigeligt at tage sig til på MEC, så kedsomhed og rastløshed er heldigvis endnu ikke indtruffet.

Håber den danske sommer behandler jer godt!

Kærlig hilsen

Maria og Lone

Så er vi i gang!

2011-07-12T19:21:00.001+02:00

Tina og Ibrahim foran MEC

Der skal ikke engang gå to uger, før man føler sig hjemme i Masanga. Hurtigt får man sig sine rutiner og snart kender folk, som man møder på vejen ens navn. Man tænker ikke længere over junglens lyde, og man begynder så småt at kunne synge med på de tre numre, som spilles på repeat i radioen. Det er forunderligt, hvor hurtigt man kan føle sig hjemme et fremmed sted.

Ashanti og Lone på vej til Magburaka

At starte en forretning op i Sierra Leone er en aldeles ukendt affære for os. Først skal man indhente godkendelser og velsignelser fra forskellige institutioner: The paramount chief, byrådet og distriktets uddannelses borgmester. Vi har derfor faret frem og tilbage til Magburaka til forskellige møder – som alle heldigvis har været meget konstruktive. Dernæst skal man finde sig nogle passende lokaler for computercentret. Da ejendomsmæglere er en by i Rusland hernede, så kunne man frygte at processen ville blive lang og opslidende for to blåøjede, danske piger, men de folk, som vi har været i kontakt med, har vist sig rigtig hjælpsomme, og vi har allerede set på flere mulige lejemål.

Ibrahim og Maria foran det lokale uddannelses "ministerium"

Så selvom systemerne adskiller sig fra det, som vi kender derhjemme, og selvom strukturene udefra kan ligne kaos, så fungerer tingene. Dette skyldes ikke mindst vores to kolleger, Ibrahim og Ashanti, som har gode kontakter og et stort lokalt kendskab.

Vi er i gang! Det er fantastisk!

Kærligst Lone og Maria

Så er vi ankommet til Masanga!

2011-07-03T18:41:00.001+02:00

Vi er de to nye React praktikanter, som skal tage over efter Tina og Nikolaj.

Vi vil her igennem bloggen forsøge at holde jer derhjemme opdateret omkring, hvad vi render og laver i junglen.

I de næste fire måneder er vores hovedopgave at udføre et pilotprojekt i Magburaka, som vurdere muligheden for at starte et computercenter i byen. Magburaka er en lidt større by 15 km. Fra Masanga. Udgangspunktet for pilotprojektet er at opstarte en lille internetcafé og kører noget IT-undervisning, som skal kunne generere lidt penge til Reacts humanitære programmer. Ved siden af pilotprojektet skal vi sammen med MECs assistant manager (Ibrahim) lede og drive MEC.

Den næste måneds tid kommer vi derfor til at bruge en masse tid på praktiske gøremål som at finde et lokale, hvor computercenteret kan være, købe generator, finde priser og lave en forundersøgelse – overvældende, men på den fede måde.

Vi har nu været i Masanga 24 timer, og vi er overloaded med informationer – primært fra Tina og Nikolaj, men også fra alle de andre frivillige, de lokale og de ansatte på MEC. Vi er blevet vist rundt på hospitalets compound og i landsbyen, har holdt møde med Tina og Nikolaj og mødt de ansatte. Inden Nikolaj og Tina tager hjem om en uge, skal vi sættes ind i dagligdagen på MEC. Det inkluderer bl.a. et besøg til Makeni (områdets største by), indsættelse i økonomi og budget.

I går holdte det hold frivillige, der tager hjem i næste uge, afskedsfest for landsbyen. De lagde dagen ud med at slagte en ged, som de havde købt af hospitalsmanageren. Om eftermiddagen var hostelets gårdsplads fyldt med folk, der hyggede med gedesticks og palmevin. Festen forsatte i landsbyens communitycenter, hvor der blev fyret op for sierra leonske hits og danset i timevis. Jubii vi elsker at være i Sierra Leone!!

De aller kærligste hilsner

Lone og Maria

Undervisning af laerere i junglen

2011-06-22T20:13:00.003+02:00

Aldrig har tiden da gået så hurtig.

Vi har været i Masanga siden januar, og det har bare været så fedt! Vi har arbejdet en masse , og af den grund flyver tiden jo bare af sted.

Vi har knoklet på for blandt andet at få et materiale udlånsprogram helt op at køre. Det er lykkedes, og alle de 16 skoler vi arbejder med, har nu det vi kalder et minimum af skolebøger til fagene engelsk og matematik. Det vil sige én bog pr. tredje elev. Inden da havde de fleste skoler blot én bog pr. klasse. Så det er fremskridt… Derudover udlåner vi også små tavler til 1. og 2. klasse, idet skriveredskaber ikke er det er der mest af på skolerne her i Sierra Leone.

Inden udlåning af bøger og materialer afholdte vi engelsk workshops for lærerne, hvor de fik undervisning i at bruge bøgerne. Det kan nemlig været vanskeligt at vide, hvordan man konkret kan bruge bøgerne i undervisningen når man tidligere ikke har haft denne mulighed.

Nu er det ærgerlige ved det kun, at os praktikanter, som er her nu, ikke får mulighed for at superviserer lærerne mere end et par uger, idet sommerferien snart starter her i Sierra Leone. Men for de kommende praktikanter er der virkelig noget at glæde sig til med arbejdet ude på skolerne. Supervisering af de udvalgte lærer er i sidste ende det vigtigste for dette program, idet deres uddannelses-niveau ligger meget lav. Vi har udvalgt 3. og 4. klasses lærer til at få supervisering de kommende år. Supervisering foregår ved at man kører rundt på motorcykel til de 16 forskellige skoler og superviserer lærerne her. Man sidder bagerst i klassen og opserverer undervisningen og giver derefter feedback til læreren.

Ud over udlånsprogrammet kører vi i samarbejde med Ibis et teacher-training program, og jeg tror på, at disse to programmer til sammen vil udvikle de 16 skoler og området i det hele taget rigtig rigtig meget i fremtiden.

Det bliver vist det sidste blogindlæg fra min side, men til de kommende praktikanter: Glæd jer!

Hilsen Tina Rauff Hansen

Når ord ikke er nok

2011-05-18T21:07:00.000+02:00

Hvordan fortæller man bedst sine venner og familie derhjemme om Sierra Leone?

Er det en god eller dårlig historie? Beskriver man bedst folket som livsglade og imødekommende eller som sorgfulde og forladte? Fortæller man om det fortryllende landskab eller de trusler, som skjuler sig i jungle og flod? Starter man historien med skolerne, der ikke fungerer eller med skolerne, som gør det godt? Skal man snakke om de raske eller de syge?

Det er ikke nogen let opgave. Fælles for alle os, der har valgt at bruge en betydelig periode af vores liv hernede i Sierra Leone, er en magtesløshed overfor, at skulle fortælle denne komplekse og mangefarvede historie. Man syntes aldrig helt, at billedet rummer den hele historie, og historien i mailen, man sendte, rammer aldrig helt den sanseoplevelse, man var igennem. Sådan kan man selvfølgelig have det i flere situationer i livet, men med Sierra Leone føler man sig, i mange tilfælde, som del af en ny verden, der mangler forbindelser til den gamle og velkendte, og derfor lader sig vanskeligere beskrive. Så hvor skal man dog starte?

Skal jeg fortælle om aberne, der løber hen over mit tag, og vækker mig om morgenen? Jeg kunne også fortælle om de hyggelige aftener, hvor vi drikker palmevin og diskuterer stort og småt nede i Masanga landsby. Jeg kan selvfølgelig fortælle om de episoder, hvor et par slanger havde sneget sig helt hen til hostellet, og derfor måtte blive slået til plukfisk. Eller hvad med at fortælle om alle weekenderne, hvor vi har været i Magburakka og se fodbold?

Men så var der også udflugterne til Sierra Leones fantastiske strande syd for Freetown, hvor Atlanterhavet og skovbelagte bjerge omkring hovedstaden danner eventyrlige scenerier.

Og der var besøget i nationalparken oppe ved grænsen til Guinea, hvor vi oplevede verdens farligste dyr, flodhesten kølne af i flodens stille vand.

Der var alle aftenerne på terrassen med hygge og junglens stilhed som selskab, solnedgangene fra toppen af det gamle og nu ikke fungerende vandtårn, timerne i hængekøjen med en god bog, turene rundt til de omkringliggende landsbyer og skoler, alle de inspirerende samtaler med de lokale kollegaer og venner, gåturene rundt i Masanga og alle fortællingerne fra krigen.

Nej, jeg ved snart ikke hvor jeg skal begynde - forhåbentlig er jeg blevet klogere næste gang - så jeg tror jeg vil slutte.

Med Sierra Leone i skole

2011-04-17T19:13:00.001+02:00

Først blog fra min praktik i Sierra Leone! Vi har allerede været her i 2½ måned nu. Tiden er fløjet af sted, og man kan nogle gang undre sig over, hvad vi egentligt har udrettet her, men en masse er der dog sket.

Jeg har pillet et par sætninger ud fra de første to måneder af mit ophold. Derefter vil jeg give en lille historie fra livet i junglen i et af verdens fattigste lande.

Fattigdom over alt, var noget af det første som slog mig, men efterhånden er det blevet hverdag og man lægger ikke så meget mærke til det mere. Der er rigtig meget at gå i gang med arbejdsmæssigt. Det har til tider været svært at vide, hvor man skal starte sit arbejde på Masanga Uddannelsescenter, fordi der er så meget man gerne vil ændre. En del af vores arbejde har blandt andet bestået af undersøgelse og evaluering af 16 forskellige Primary Schools i området (1. til 6. klasse). Her udlåner vi bøger og undervisningsmateriale samt underviser uudannede lærer. Vi er omsider nu klar til at implementere vores nye idé ude på skolerne. Det har været enormt spændende fagligt set at observere, hvordan et skolesystem fungere når der fx ikke er penge til at betale lærernes løn, ikke råd til mere en én bog pr. klasse, med vel og mærke 50 elever i klassen, ingen skriveredskaber eller hul i skolens tag. - Jeg kan levende forestille mig, hvordan undervisningen bliver når regntiden begynder…

Alting tager dobbelt så lang tid som man havde regnet med. Først og fremmeste kan banale ting som at sende en mail eller købe en ny blækpatron tage henholdsvis en ½ dag og 3 uger. Samtidig kan det give en masse ekstra udfordringer at arbejde sammen med folk med forskellige kulturbaggrunde. Vi har fået ny manager på Uddannelsesstedet, og en stor del af tiden går også med oplæring af vores 10 ansatte.

Et par andre stikord mere: en masse flinke mennesker, og gode venskaber både danske og sierraleonske. Fedt at bo midt i junglen, det er helt sikkert ikke en oplevelse jeg ville have været foruden.

Her kommer den lille historie: Hvorfor er vi myg i grunden så små spurgte den ene myg den anden myg? Den anden myg svarer: En gang for længe siden var vi myg faktisk over en halv meter lange; men så en dag, da en af vores forfædre ville stikke en mand, kom han til at stikke en mand, som var død af malaria. Han blev så syg så syg og havde diarré i over 2 uger, med det resultat, at han hver eneste dag skrumpede mere og mere ind og til sidst blev så lille som vi er nu. Det er derfor, at vi myg altid lige stikker næsen forbi folks ører så de kan vifte med hånden, så vi ved om de er levende…

Ak ja, sådan en vits får man at hører fra en lokal nabo, når man ligger syg i sengen med malaria i Sierra Leone. Malariaen varede kun 1½ dag for mit vedkommende og jeg er nu helt frisk igen. 

Alt for nu. Vi skal nok være lidt bedre til at give lyd fra os hernede i junglen.

Afrikansk hverdag

2011-03-28T10:55:00.000+02:00

Så blev det langt om længe tid til den første update fra det nye 'crew'.

Over seks uger er gået siden vores ankomst til Sierra Leone. Og længere skulle der ikke gå før et måltid ris med kassava og mærkelige fisk fra den lokale flod, kan nydes på terrassen, mens aberne leger i de omkringstående træer, som det mest naturlige i hele verden. Længere skulle der ikke gå, før minibusser pakket så groft, at de passagerer, der ikke var plads til inde i bussen og som har taget plads ovenpå den stakkels overpakkede bus i fem meters højde, passerer uden så meget som et rynket øjenbryn fra undertegnede.

Jovist, det hænder da af og til, at man falder helt i staver, overvældet af den nye anderledes og syrede sammenhæng man pludselig finder sig selv i.

F.eks. da jeg forleden sammen med en anden frivillig, Emil sidder bag ved Mr. Fortunes hus (hospitals direktøren) og ser hans hushjælp Mr. Education lukke Fortunes geder ind. Klokken er omkring kvart i syv, det er tæt på solnedgang og tusmørket er så småt ved at lægge sig over Masanga og junglen. Mr. Education har placeret os på et par stole, mens han gentagne gange, nærmest hypnotisk, beder os 'be patient, brothers', 'please have patience, please'.

Foran os, som en teaterscene, står seks – primitivt byggede - bure på en lang række og venter på gedernes hjemkomst. Alt imens vi forventningsfuldt og 'patient' ser til, går Mr. Education rundt i krattet mens han messende gentager lyden *bee-bee-bee-bee, *bee-bee-bee-bee. Man kan høre gederne nærme sig, alt imens Mr. Education fotsætter sin hypnotiske formaning 'please be patient, please brothers'.

I samme øjeblik man på vores højre side ser gederne komme til syne begynder Mr. Education at guide dem op i deres bur - i samme karakteristiske lave og behagelige stemmeleje. 'First I control the male goats then the female comes' siger han, mens han fortsat leder hanerne op i buret og lukker bag dem. 'Call your wifes' beder vores dirigent nu hanerne om hjælp. Ganske som vores proklameret dukker hungederne op med deres 'babies', og vores vært og gedefører taler gederne ind i deres respektive bure. Når en ged undtagelsesvis forsøger at gå op i et 'forkert' bur korrigerer Mr. Education 'No, wrong house!', og leder gederne op i deres rigtige hus. Fuldstændig i kontrol.

Sierra Leone er på meget kort tid blevet min hverdag og Masanga er blevet mit hjem. Hver gang jeg har været uden for den lille landsby – arbejde eller rekreation – så glæder jeg mig altid til gensynet med denne lille landsby og dens folk. Hjemligheden og hverdagen til trods, så byder tilværelsen hernede heldigvis stadig på finurligheder, som den slags jeg har forsøgt at gengive ovenfor.

Masangas fusion af hjemlighed og overraskende finurligheder behager i den grad denne vestjyde.

Nikolaj Halkjær Pedersen - Masanga

Sidste dag i junglen

2011-02-27T22:16:00.004+01:00

Min sidste dag i Masanga, stod som så mange andre dage i fodboldens tegn eftersom vi havde arrangeret en stor turnering for alle medlemmerne af vores nystartede fodboldklub; Masanga Bagsværd FC.

Den stod på interne kampe for ungerne, damerne, old boys’ene og til sidst den store finale hvor herreholdet skulle spille mod et hold fra en anden landsby.

Til lejligheden havde vi igen lejet det lokale lydsystem, denne gang med tilhørende kommentator, der ikke kunne navnene på halvdelen af spillerne, hvorfor hans foretrukne kommentar hurtig blev ” Somebody plays the ball to somebody”

Det var egentlig meningen at den store finale skulle starte kl. 16.30, men da klokken slog fem var der stadig ikke dukket nogen af spillerne fra Marbontor op, og jeg begyndte efterhånden at overveje hvad vi kunne gøre i stedet. Måske jeg bare havde glemt at de kører på Afrika tid hernede, for to minutter senere kom der en pickup truck med en små 20 mand på ladet bragende ind på ”stadion” - til stor begejstring for de mange tilskuere der var mødt op.

Så havde vi da fundet os en modstander, nu var problemet bare at vores egne spillere heller ikke lige var mødt op, så der blev sendt en masse unger ned i landsbyen for at stemme dørklokker, eller hvad det nu hedder hernede, og en halv time senere var vi så småt klar til den store finale.

Inden kampen insisterede dommeren på at jeg skulle introduceres for alle spillerne på det andet hold, så min gode ven Osman måtte pænt gå foran mig og sige ”This is Kasper” 20 gange - Det var en lidt underlig oplevelse, men efter et halvt år i junglen er der ikke meget der kan overraske én mere.

I halvlegen forsøgte jeg at samle spillerne til en lille taktisk opsang, men måtte hurtig opgive, da jeg kunne konstatere at der var ca. 100 andre der havde fået den samme idé.

Selve kampen endte 0-0 og der var stor forvirring om vi skulle spille forlænget spilletid eller straffesparkskonkurrence, men eftersom dommeren kun have fået betaling for at dømme én kamp, mente han at vi skulle stoppe her!?

Det var så mine sidste ord fra junglen. Jeg ved godt at mine indlæg har handlet meget om fodbold, men det har virkelig været et godt sprog at kunne hernede. Hvad enten det gælder diskussioner om favoritklubberne i Premier Leauge eller selv at rende ned på banen og spille bold, er det en måde at møde det Sierra Leonske folk i øjenhøjde. Når bolden er rund er det lige meget om du er hvid eller sort, mand eller kvinde, høj eller lav, fattig eller velhavende – for det er jo bare fodbold.

ISS I Junglen

2011-01-12T17:41:00.001+01:00

Søndag morgen blev jeg vækket af mit sædvanlige vækkeur, eller kollega; Osman, der bare har det med at stå så meget tidligere op end mig.

Natten inden havde vi været til fest nede i landsbyen og der havde vi åbenbart aftalt at gøre rent på mit værelse!? Må indrømme at tømmermændene pressede sig på og jeg havde lidt svært ved at overskue det , men på den anden side så havde mine 14 dage i det danske efterladt mit værelse temmelig støvet – og så havde jeg vist heller ikke lige fået gjort rent inden jeg tog af sted. Så jeg endte med at stå op og overgive mig til tanken om at den her søndag nok skulle bruges på den helt store hovedrengøring.

Da vi så småt var kommet i gang med at slæbe alle mine ting uden for, begyndte jeg at joke lidt med at han da ikke havde behøvet at gå i skole i alle de år hvis han alligevel bare skulle rende rundt og gøre rent for mig?! Som om det ikke var nok kom en af ansøgerne til vores ledige managerstilling, som er en god ven af Osman, og spurgte om han ikke også lige skulle gi’ en hånd med - Og inden jeg havde set mig om, havde han taget kosten ud af hånden på mig og var i gang med at børste gamle edderkoppespind ned fra mine beskidte vinduer, eller hvad man nu skal kalde de tremmer der lukker en smule lys ind på mit værelse.

Drengene er så vidt jeg er orienteret de to højest uddannede personer I landsbyen, og nu var de altså i gang med at gøre rent på mit lokum og vaske mit gulv?! Jeg følte mig nærmest lidt pinlig ved situationen og forsøgte at dulme min dårlige samvittighed ved at byde på øl og sodavand, men når det kom til stykket tror jeg egentlig bare, at de syntes at det var hyggeligt og gi’ en hånd med og få søndagen til at gå med et eller andet - og på den anden siden er det vel et ret dansk koncept at få højt uddannet arbejdskraft fra andre kulturer til at gøre rent for sig…

Jeg tager alt der har ben at gå på!

2010-12-21T22:59:00.001+01:00

Vi er altså nogle luksusdyr! Det får man så småt bekræftet når man
bliver plantet midt i et af verdens fattigste lande. Jeg vil dog sige
at Masanga er et af de mere heldige steder. Folk er glade og ser
relativt sunde ud. Også selv om de bor i lerhuse tækket med
palmeblade.

Savnet efter de små danske glæder er særligt stort når det kommer til
maden. Det er meget simpelt hernede: en ordentlig gang ris og så en
god gang olieret sovs ovenpå, ofte bestående af enten jordnødder,
Casava (lidt lige som spinat) eller hele fisk. Så handler det ellers
bare om as spise uden om øjne, finner og ben.

Man får nogle underlige lyster, når ens kost bliver ændret i sådan en
grad. Det fik jeg bekræftet, da jeg kom gående gennem skoven og
pludselig havde lyst til gedeost! Fantasien løb med det samme løbsk:
Åh et stykke ristet rugbrød med grillet gedeost, du ved, den der
slags, som man får på en stor hvid rulle. På en bund af sprød salat og
toppet med honningmarineret pære og fersken! Åh ja og rød peber!
Da opdagede jeg at kilden til min hunger tilsyneladende var dunsten
fra den ged, som stod og græssede langs vejkanten. Det ødelagde lidt
min appetitlige tankestrøm, da jeg blev informeret om, at geder
særligt lugter når de er i brunst.

En ting må man dog give dem. De er så sandelig opfindsomme når den
sædvanlige casava sovs skal peppes op med årstidens forbipasserende
pattedyr. Jeg tror videoen taler for sig selv, når der skal nævnes
lækkerier fra den lokale bush.

Hjemmelavede fælder eller ej, har det ben det kan gå på så skal det
ellers bare nakkes og spises!

Du skulle have set stjernerne i vores chaufførs øjne da han med et hyl
fik bremset bilen og med hastige sultne skridt løb ud på vejen og
samlede det netop nedkørte egern op, hvorefter han med et stor
tilfreds grin råber:

”YES!! Food!!”
Så sidder man ellers der og føler sig lidt forkælet med savnet efter
duften af en brunstig ged.

Unga Bunga - Masanga

2010-12-12T14:29:00.001+01:00

Efter en lang uge med masser af søm, sved og maling. Syntes Kristine og jeg at det var på sin plads at holde en fest for de hårdtarbejdende work camp deltagere – og det skulle selvfølgelig foregå på bedste Masanga manér.

Til dem af jer der ikke lige har prøvet den slags før, kan jeg fortælle at det indebærer et par seriøse højtalere, nogen tunge basrytmer og en masse svedige negermænd der til tider danser lige lovlig tæt – Eller det gør de vel egentlig ikke, eftersom homoseksualitet ikke eksisterer i Sierra Leone???

Jeg påtog mig opgaven som festarrangør, men opdagede hurtigt at det ikke var helt lige så simpelt, som dengang man lejede diskotek Flintstone på Søborg Hovedgade tilbage i Gymnasiet.

Til at starte med skulle der indsamles velsignelser fra diverse indflydelsesrige personer i landsbyen. Noget man vel egentlig også kunne vælge at kalde bestikkelse, men det er lige som om at en velsignelse lyder bedre?!

Så skulle der findes et sted at holde festen, der skulle rekvireres ”personale”, men vigtigst af alt skulle vi have fat i den lokale pladevender John Discman, der er indehaver af landsbyens stolthed - Masanga Sound System.

Det var egentlig meningen at det skulle være en åben fest, men vores dertil hyrede ”dørmænd” syntes nu alligevel at vi skulle tage entre på 1.000 Leoner, eller en krone og 25 øre. Hvilket betød at der nok var lige så mange mennesker uden for festen, som der var ”indenfor”.

Men da regnskabet blev gjort op, havde der da været mere end 100 betalende gæster, hvorfra en stor del var små børn?! Så står man der, blandt vokse mænd der har drukket sig helt ned i palmevin og unger der burde være lagt i seng for flere timer siden og danser til de nyeste toner fra den Sierra Leonske undergrund – Åhh Afrika!

Arbejdsplads af en helt anden dimension

2010-12-05T18:59:00.001+01:00

I den sidste uge har biblioteket været igennem en større og meget vellykket renovering. Et hold på fem friske danskere, fra REACT, kom til Masanga for at arbejde hårdt i en uge. I fællesskab med fem lokale håndværkere, forvandlede biblioteket til et nyt og forbedret sted.

Det var underholdende for begge parter at arbejde i et team, der var sammensat af to så vidt forskellige grupper. I det ene rum står Torben Tømrer, iført praktiske arbejdsbukser med lommer der kan indeholde både søm, hammer og tommestok. På et flot stabilt tårn af skoleborde arbejder han i et sikkert tempo, kun afbrudt når en enkel hjælper skal række ham den næste loftplade.

I rummet ved siden af står Mohammed, Abdul og Myfriend. – Og ja, dette er rent faktisk hans navn. De laver præcis det samme stykke arbejde som Torben. Her ser tingene dog lidt anderledes ud. Mens mureren Myfriend står og balancerer på et vippende skolebord, står hans to hjælpere solidt plantet på gulvet og betragter ham.

Den ene har den opfindsomme funktion at opbevare de nødvendige søm i en lille fin æske placeret lige midt på sin skallede isse. Abdul står tålmodigt og venter på, at Myfriend er færdig med at hamre, og først derefter gør han den næste plade klar til opsætning. Med et hyggetempo som dette undrer det mig ikke at folks motto er: ”Small small”.

Udenfor bygningen er folk også i fuld gang. På skift prøver jeg svedende og prustende, sammen med to andre piger, at få savet et meget langt bræt over i tre dele. Men det hårde kærnetræ og den nytillærte afrikanske savemetode vil ikke rigtig spille sammen.

Den glade murer Fudde sidder højt placeret på en knirkende hjemmelavet stige, bygget af tynde kæppe, og griner højlydt af os. Balancerende med mørtel og spardel arbejder han flittigt, og med en kæk bemærkning råber han begejstret til mig: ”Look Kristina! I’m a monky!”

Så bliver livet som håndværker altså ikke bedre!

Happy BAD-DAY!

2010-11-15T11:07:00.003+01:00

Ja, det siger de altså hernede når man har fødselsdag.

Søndag var vi inviteret til fødselsdag. Bibliotekarernes lille knægt fyldte ét – og det skulle selvfølgelig fejres.

Til formålet havde bibliotekarerne fået lov at låne det store klasse lokale på MEC, som de havde omdannet til noget, der vel mest lignede en interimistisk kirke.

Alle bordene var skubbet ud til siden og stolene var pænt placeret i lige rækker, der alle sammen vendte op i mod et lavt bord der var pyntet med en hullet dug og to vaser der var fyldt med plastic blomster.

Bordet mindede mest af alt om et lille alter og bag det var der placeret tre stole der ud mod de øvrige stole.

Tænkte at det nok var fødselsdagsbarnet og hans forældre der skulle sidder der - men nej. Der skulle jeg da op og sidde, sammen med en eller anden gammel nisse, der åbenbart kun var kommet for at læse op af biblen.

Min rolle bestod i at være chairman for fødselsdagen!? Så jeg fik stukket en agenda i hånden og så var det ellers bare om at holde velkomsttale, for de 50 afrikanere der var dukket op, og til lejligheden havde iført sig deres pæneste skrud.

Syv punkter var der på agendaen, så jeg fik lov til at styre hslagets gang de næste par timer der blandt andet bød på taler, sang, dans og alle mulige andre konfirmationslignende aktiviteter – dog uden fulde onkler der danser grimt, sent på aftenen, eftersom der ikke var noget alkohol til festen.

Troede egentlig bare det var en lille kom sammen, Jeg mener 1 år? – men okay hvis gennemsnitslevealderen i landet er 41 er det vel fair nok at fejre fødselsdag når man har chancen.

Mr Tony Blair of London, Germany

2010-11-05T20:50:00.001+01:00

I Masanga Village ligger der et lille apotek. Det lille skur af lerblogge ser ikke ud af meget, men man kan dog få friske rationer af plastre og sprit til sine skamkradsede myggestik.

Hernede er ens profession ofte ens primære identitet, og man tager stor ære i sit arbejde. Særligt hvis man er en af byens eneste i faget, eller er af større betydning for lokalbefolkningen. Det var derfor en særdeles humoristisk oplevelse at møde den autodidakte apotekeren ”Mr. Tony Blair of London, Germany”. Aldrig har jeg mødt en mand med så selvsikker og karikeret en udstråling.

Hans store hvide overbid er næsten endnu større end hans oversvulmende truttende læber. Med et glimt i øjet, der siger ’licence to kill’, et halstørklæde kækt bundet rundt om hovedet og kasketten frækt sat på skrå, har han ingen skam i livet, når de hvide piger kommer forbi. Så skal der godt nok scores en hvid hustru til den stolte apotekermand!

”Welcome beautiful ladies! What can I do you for?”

”Thank you! We ne…”

”I am a pharmacist! I have everything you need!”

Han begynder ihærdigt at hive alverdens remedier ned fra sine sparsomt pakkede hylder.

”You need Bandages! Alcohol! Hypodermic needles! Ointment…”

”No, no, no! We just need some plaster.”

”Aah! You have a wound! I am a doctor! I can help you! I am a good doctor! I can remove lipomas (fedt knuder)! ”

Han knæler for at se nærmere på min venindes betændte myggestik. En smule skæptisk løfter hun forsigtigt sit plaster.

”AAAAV!!”

Med en sikker og fast bevægelse tværer han sin tommelfinger ind i såret.

”Stop! What are you doing!?!”

”I am a doctor! I can remove lipomas! I can remove them everywhere! I am a pharmacist. I have everything you need!”

Tredive plastre og et par bejlende ord senere, er det med leende hjerte og en smule lettelse, at vi slipper helskindet hjem med vores nye rationer for at pleje vore sår.

Oprørslederen? Ja, ja, det er min onkel...

2010-10-22T16:47:00.003+02:00

Sidder i bilen på vej til Freetown sammen med et par andre volontører, en chauffør og min nærmeste lokale kollega - Osman.

Snakken falder på den bestialske borgerkrig, som har hærget Sierra Leone indtil 2002. Krigen er på ingen måde et tabu i det her land, hvilket vel egentligt er ret cool, når man tænker på, hvor kort tid siden det er, den sluttede.

Som de lokale siger;

”We forgive, but we never forget”

Chaufføren fortæller lidt om, hvem der var de gode og de onde fyre i Masanga, da krigen stod på - og hvem der sørgede for at deres forsyningsnet var i orden i den periode, hvor RUF havde bosat sig på det hostel, hvor vi bor nu?!

Pludselig falder snakken på oprørslederen Foday Sankoh, der grundlagde og stod i spidsen for RUF under krigen. Det var blandt andet ham som syntes det var en god ide, at hugge hænderne af folk, som svar på regeringens slogan; ”The power is in your hands” og en masse andre spændende ting.

Osman fortæller at han har planlagt en del af oprøret fra Masanga og i nogle af de omkringliggende byer. For sjov, spørger jeg ham om de så er i familie, eftersom de har det samme efternavn, der vel er lige så almindeligt som Hansen er det i Danmark. Hvortil han svarer; ”Oprørslederen? Ja, ja, det er min onkel” og så snakker videre som om det var det mest normale i verden.

Okay, det skal siges at hans far er af en søskendeflok på 66, eftersom farfar var en stor kanon der havde mere end 20 koner. Men alligevel – Måske det slet ikke er så frygteligt, når folk tror jeg er i familie med Dan Lynge?!

Markedspladsen med is i maven

2010-10-16T22:27:00.010+02:00

Det kræver lidt tilvendelse at blive en god forretningsmand når der skal købes ind på det lokale marked. Det gælder om at glemme alle sine høflighedsregler og smøre pokerfjæset på, hvis ikke man vil tages grundigt ved næsen af de snedige Sierra Leonere!

Det er jo ikke fordi man blænder særligt godt ind i den kaotiske folkemasse. Min forræderiske blege kulør skriger mellem de mørke omgivelser. Der kunne lige så godt stå: naiv millionær i panden på mig. Det havde ikke gjort nogen forskel.

Alle blikke rettes mod den blegrøde skikkelse, der, efter en del øvelse, målrettet stiler mod den ønskede destination: stofforhandleren! Intet kan stoppe mig i min beslutsomhed! Jeg lægger næsten ikke mærke til tilråbene mere, som danner en lydmur omkring mig, hvor end jeg går:

”Opatho! Opatho! Opatho!” (”Hvid mand” på Temne.)

Med et trænet øje udser jeg mig hurtigt et stykke tekstil med det ønskede mønster og farve. Med et fast blik i øjet giver jeg det til kvinden i shoppen og siger:

”Two lappa! How much?”

”20.000 Leones”

”20.000 Ah! No, no, no, no!! Are you crazy?! That is too much! I will give you 5.000.”

Hun ser dovent på mig. Uden at få øjnekontakt taler hun med en kølig arrogance:

”Too small, too small!! 18.000”

Jeg har efterhånden lært lidt af den ualmindelige uhøflige fremtoning. Jeg føler derfor ingen skam når jeg med en forstoppet mine lader som om hun lige har kaldt min mor en skøge og vender mig om for at gå i protest.

”No, no, no! I will buy it some place that does not insult me with outrages prices!”

Jeg når lige at gå en meter eller to inden hun kalder mig tilbage og kampen fortsætter. Efter en omgang mundhuggeri og adskillige iskolde blikke enes vi endelig om 10.000 Leoner. Med et lettes den tunge, dræbende tone og vi giver smilende hinanden hånden på en god handel.

Med panden løftet højt og 4 meter spraglet stof under armen går jeg videre til næste ærende med kun 15 DKKR mindre i lommen.

Leone Stars vs. Bafana Bafana

2010-10-11T12:21:00.010+02:00

Søndag var vi inde og se Landskamp. De lokale helte tog imod Syd Afrika, der lige havde gjort en god figur ved VM, så der var store forventninger til kampen – på trods af at Sierra Leone eftersigende er det dårligste hold på det afrikanske kontinent.

Billetterne bliver først sat til salg på kampdagen, fordi fodboldforbundet er bange for billethajer og for kopiering af billeterne - egentligt ikke så mærkeligt når man tænker på den papirlap vi fik stukket i hånden, der senere skulle give os adgang til stadion. Men vi fik da billetter, og jeg tror kun af vi fik lov at betale det dobbelte af hvad de egentligt skulle ha’ kostet

Da vi ankom til stadion var alting kaos. Det virkede som om at hele landets befolkning havde forsøgt at få billetter, og nu håbede på en sidste chance for at komme ind på stadion.

Det resulterede i at vi skulle igennem en hel del porte inden vi kunne komme ind på vores pladser. Hver gang man kom op til en ny port var det lidt som at ryge ind i menneskelig centrifuge, eller måske nærmere som at forsøge at komme op foran til en Slip Knot koncert på Orange – altså bortset fra de ikke delte vand ud, men knippelsnuppe i stedet.

Men vi kom da ind og fik nogle okay pladser på semi-VIP-tribunen, som mest af alt bare bestod af beton. Jeg har efterfølgende ladet mig fortælle at der på den rigtige VIP-tribune var klapstole. Så ærgerligt at vi ikke landede der.

Selve kampen sluttede 0-0 og mindede mest af alt om kedelig kamp i 2. Division vest, så det var heldigt at der var nok at se på uden for banen. Der var flere gøglere på løbebanen end der er på strøget en lørdag i december og de var malet og klædt ud i de mærkeligste kostumer.

Og når man nu var færdig med at kigge på gøglere kunne man rette blikket i mod de overfyldte tribuner, hvor der var heftig kamp om pladserne - hvilket nogen steder udviklede sig til håndgemæng, men på vores afsnit heldigvis kun blev ved vandkamp, eller hvad det nu var de havde gang i. Fyren jeg sad ved siden af fortale mig at der var plads til 32.000 på stadion, men at der nok nærmere var 45.000, hvis man altså tæller lysmaster og alt med?!

Sexualundervisning for tusind teenage tøser

2010-10-03T19:37:00.005+02:00

Afrika er en verden for sig. Her er der ikke noget der hedder differentieret undervisning, eller varetagelse af den enkelte elev. Nej her propper man så mange elever ind i et rum som overhoved muligt og den hyppigste benyttede pædagogiske metode er gentagelse, gentagelse, gentagelse. Kan eleverne, i kor, råbe det, man lige har fortalt dem, betyder det, at de nu har forstået.

Det burde derfor ikke komme som en overraskelse for mig, da jeg fik at vide at jeg skulle undervise 950 teenagepiger på en gang. Findes der et rum der er stort nok til 950 piger?! Nej da! Selvfølgelig ikke, men vi propper dem da bare derind alligevel.

For lige at gøre situationen lidt mere kaotisk skulle mit fine Power Point show drives af en prustende og larmende generator, placeret lige uden for det åbne vindue. Ja jeg er blot glad for at jeg har arvet min mors stærke lunger og gennemtrængende røst, for mikrofoner hænger ikke på træerne i verdens fattigste land. Fik jeg for resten sagt at ugens emne er kønssygdomme?

Der stod jeg så foran 950 spirende teenagepiger og råbte med mine lungers fulde kraft, på ægte afrikansk maner:

– ”… THEREFORE YOU SHOULD ALLWAYS USE A CONDOM!! WHEN SHOULD YOU USE A CONDOM?!?!”
–”WHILE HAVING SEXUAL INTERCOURSE!!
–”YES!! USE A CONDOM!!! WHAT SHOULD YOU USE?!?!”
–”A CONDOM!!!”

Det er ikke underligt at jeg føler mig en anelse rundt gulvet efter sådan en omgang vise ord om livets luner. Og efterfølgende får jeg gerne et par håbefulde forespørgsler med på vejen om:

–”Will you be my adopted mother?”

Nej tak søde skat! Der skal gerne gå lang tid før jeg behøver at stå med mine lungers fulde kraft og råbe ”HUSK KONDOM!!!” til min egen spirende teenagedatter!

Volley og Ruiner

2010-09-25T21:10:00.000+02:00

Jeg står og venter på, at mit hold skal serve bolden. Jeg kigger op mod træerne, og mit blik fanger en rusten lygtepæl, der ikke ser ud til at have brudt igennem nætternes massive mørke i meget lang tid. Jeg indser, at den ene generator, som bærer det tunge læs at levere strøm til hele compound, næppe inkluderer denne ene lygtepæl, hvis eneste formål har været at oplyse volleyballbanen for aktive afrikanere. Det er med denne tanke, at det pludselig slår mig, hvor surrealistisk min situation er. Her står jeg og morer mig gevaldigt i en seriøs kamp blandt 14 mørke mænd, midt i en varm jungle i verdens fattigste land. Aldrig har jeg følt mig så velkommen og hurtigt tilpas som i dette fremmede selskab.

Bolden suser gennem luften og mine nye venner lægger al deres energi i spillet. Der kæmpes og råbes med iver, og da mit hold, efter en imponerende anstrengelse, får smasket bolden ind på modstandernes side, går bølgerne pludselig meget højt. Der er stor uenighed, om der blev rørt ved nettet eller ej. Lydniveauet er helt oppe at ringe. Jeg tager mig selv i at grine højlydt og glædeligt over den energi og seriøsitet, der bliver lagt i spillet. Kun de omlæggende ruiner og den ensomme lygtepæl afslører hvilke grusomheder, der har fundet sted og hvilke konsekvenser krigen har medbragt.

Min hverdag i Masanga Sierra Leone er begyndt at forme sig. Dette skal være mit hjem det næste halve års tid, og det gør blot min situation endnu mere surrealistisk at tænke på. Forude ligger spændende udfordringer og oplevelser for livet. Jeg glæder mig til at blive en integreret del af dette lille samfund. Inden længe er jeg muligvis så godt optaget af mit arbejde med opbyggelsen af uddannelsescenteret, at jeg muligvis ikke lader mig distrahere af ensomme lygtepæle, ruiner eller aber i træerne…

Det andet hold mangler kun et point for at vinde og koncentrationen er intens. Samtidig åbner himlen sig og minder os om, at regntiden endnu ikke er ovre. Vi får taknemmeligt vasket sveden af vores rygge, og idet at regnen for alvor tager fat, laver de andre deres sejerssmasker. Med våde klæbende trøjer og håret sjaskende i vore øjne giver vi bolden op til endnu et spil. Vi har skam ikke mistet modet endnu!

Premier League på "storskærm"

2010-09-19T21:34:00.003+02:00

Har lige været et smut i Maraburgah (Den nærmeste “Storby”) og se Man. United - Liverpool. På mange måder var det lidt lige som at se bold på en pub derhjemme - altså lige borset fra at storskærmen bestod af tre 26 tommer skærme, der helt sikkert har pyntet på nogle danske børneværelser i slut 80‘erne.

Tilbage til lighederne - Folk hernede er også helt vilde (hvis ikke vildere) med Rooney, Berbatov, Gerrad, Torres etc. - Hvilket man jo så kan undre sig over, eftersom igen af dem spiller for Tottenford?? Men om alt er var der i hverfald ikke nogen der blev siddende i deres plasticstole når der blev scoret. Tværtimod var der folk som løb op til de små fjernsyn og klappede på dem som var de nyfødte hundehvalpe, mens andre valgte at skrige “GOOOOOAAAAAAAALLLLLLLLLLL” der til hver en tid ville gøre en gennemsnitslig brasiliansk sportskommentator til skamme.

Okay, det der med at juble lidt underligt når ens yndlingshold scorer er vel egentlig meget europæisk - Jeg har da omfavnet en del fremmede mænd til diverse landskampe, hvilket nok ikke havde været tilfældet hvis jeg bare havde mødt dem på gaden.

Tror faktisk ikke jeg tænkte så meget over hvilket kontinent jeg befandt mig på, da folk gik helt amok over Berbatovs saksespark - altså lige indtil der pludselig gik en kvinde ind foran det ene fjernsyn med en bakke på hoved hvorpå der ligger.... en død abe???? Så var jeg vist tilbage i Afrika:)

Høvdingens begravelse

2010-09-10T20:16:00.002+02:00

Fredag, sidste dag i ramadanen, var udsigt til fest og glæde, men endte i stedet med at være en sorgens dag, da byens høvding døde natten forinden. Efter mere end 70 somre, 30 år på toppen og kræft i det meste af kroppen sov han ind på Masanga Hospital.

Som de hvide og derfor velstillede i byen blev det forventet af os at donere en gave til den afdødes familie. Dette skulle blot være en symbolsk gave, som tegn på vores respekt for familien og samfundet. Vi valgte derfor at gå den traditionelle vej og give en pose ris.

Da vi er så privilegerede at have kogekoner på hostlet har jeg ikke endnu haft fornøjelsen af selv at handle min mad ind og jeg havde derfor ingen ide om, hvor stor en pose ris i Sierra Leone er. Jeg ved ikke hvad jeg selv havde forestillet mig, for det er næppe de gnallede små risposer som dem, man køber i Netto, de sælger på markedet hernede. Men jeg syntes dog at det lød småligt kun at købe en halv pose. Vi blev derfor velsignet til skyerne af den efterladte familie, da stakkels Kasper kom slæbende med en sæk på 50 kg i den silende troperegn.

Velkommen til Sierra Leone

2010-09-03T16:27:00.000+02:00

Flyet er to en halv time forsinket fra Heathrow fordi bagagepersonalet ikke gider at færdiggøre deres arbejde. Troede først at sådan nogle problemer opstod når vi ramte Afrika. Sov det meste af flyveturen - Tror måske jeg trængte til det, efter et par uger med lidt for meget fart på.

Kan godt mærke at tingene ikke fungere helt på samme måde her, som i Kastrup når man selv skal gå ind til “terminalen” fra landingsbanen, der kun er oplyst af de bogstaver der stadig er tilbage i det faldefærdige skilt der vist nok fortæller os at vi er i Freetown International Airport.

Der går timer før at vores bagage kommer og jeg kan ikke lade være med at tage mig selv i at tænke at der står nogen ude bagved og roder min taske igennem for værdier – Damn you guide book. Men vores bagage kommer og der mangler ikke noget (i hvert fald ikke ind til videre). Vi kommer igennem tolden, eller hvad det nu var, og så begynder konkurrencen om vores gunst ellers. Planen var egentlig at vi skulle finde et lufthavnshotel, men inden vi har set os om sidder vi i en speedbåd på vej mod Freetown.

På trods af at Kristine havde hørt at bådene jævnligt sejler ind i hinanden efter mørkets frembrud, virkede der ikke til at være nogen problemer på vores overfart, og inden vi havde set os om var vi blevet indlogeret på et lettere creepy hotel i en baggård ikke så langt fra bådterminalen. Indtil videre virkede det hele meget sueralistisk, men da vi endelig fik vores værelse, var der pludselig tid til at tænke over, at vi rent faktisk befandt os i det der Afrika??!